x

Bill Callahan gæster Store Vega

Bill Callahan gæster Store Vega

Den 47-årige Bill Callahan, der i mange år har udgivet album under artistnavnet Smog, er snart albumaktuel og optræder i den forbindelse i København den 9. februar. Hans kommende plade "Dream River" er sat til at udkomme den 17. september.

Efter 20 år med udgivelser under navnet Smog - hvor han var en pioner udi den mere eksperimenterende lo-fi rock – begyndte Callahan at udgive musik under sit eget navn. Som sådan har han udgivet tre studiealbum, nemlig "Woke On A Whaleheart" fra 2007, "Sometimes I Wish We Were An Eagle" fra 2009 og "Apocalypse" fra 2011. De to første plader begejstrede GAFFAs anmeldere, og "Sometimes I Wish We Were An Eagle" fik fem stjerner.

Hans lyd i dag er udpræget akustisk, med elementer fra både pop og soul, men også mere uptempo country/blues/rock-inspirationer finder vej til Callahans univers. Hans fragmenterede og melankolske univers har inspireret artister som Cat Power, Royal Trux og Tortoise.

Koncerten finder sted søndag den 9. februar og billetter kan findes via GAFFA Live. Forsalget starter fredag den. 13. september.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA