Nyhed

TV-2 spiller for TV 2

Steffen Brandt og co. skal sammen med en række andre danske kunstnere spille til TV 2’s 25 års fødselsdagsshow

Et af Danmarks største bands, der deler navn med tv-kanalen TV 2 – lige bortset fra bindestregen – er blandt de optrædende, når TV 2 fejrer sig selv med et stort fødselsdagsshow. Det optages onsdag den 2. oktober og sendes lørdag den 5. oktober – samme uge, som den rigtige fødselsdag finder sted.

TV-2, der blev formet i Aarhus tilbage i 1981, har mange år på bagen. Også flere end navnebroderen TV 2. Måske er det også grunden til, at tv-kanalen netop har valgt de fire herrer til at markere jubilæet. Danmarks, efter eget udsagn, kedeligste orkester har 17 studiealbum i bagagen, og siden begyndelsen i start-80'erne har de samlet danskerne med deres ironiske og samfundskritiske sange.

Ud over TV-2 spiller en perlerække af kunstnere fra den danske popscene. Du kan blandt andet opleve Mads Langer, Tina Dickow, Medina, Burhan G, Anne Linnet, Panamah, Ulige Numre, Nabiha, Shaka Loveless, Rasmus Walter og Barbara Moleko. Ud over de musikalske indslag bliver det muligt at opleve Andreas Bo, Kongeriget med Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, De Nattergale og derudover gense diverse tv-minder fra TV 2's første kvarte århundrede.


Billetter til fødselsdagsshowet, der foregår i Odense Congress Center – Stadium Arena Fyn, kan købes via Billetnet.

ANNONCE