x

Tim Christensen indtog GAFFA Library Sessions

Tim Christensen indtog GAFFA Library Sessions

Se flere billeder fra arrangementet i GAFFAs gallerisektion

Der er fuldt hus i avissalonen på Biblioteket Frederiksberg. Mellem Süddeutsche Zeitung og Le Monde sidder aftenens publikum. Billetterne til arrangementet – som er gratis – blev revet væk, og derfor er en lille del af publikum trukket ned på børnebiblioteket, hvor der er ekstra siddepladser i selskab med papkrokodiller og en model af solsystemet. Det ser nu ikke ud til at ødelægge stemningen, og man mærker hurtigt, at der er en del fans blandt publikum, som er en broget flok af unge og gamle.

Et par minutter over syv kommer aftenens hovedperson, Tim Christensen, sammen med GAFFAs Henrik Tuxen, der skal være talkshow-vært for en aften. Inspireret af omgivelserne starter Tim ud med at fortælle om sine oplevelser på sin barndoms musikbibliotek i Espergærde, hvor han fordybede sig i lp'er i en tid inden Facebook, Twitter og Spotify. Guitaren havde han allerede styr på som syv-årig.

Der er en fin ping pong mellem de to musikelskere på scenen, og samtalen bevæger sig frit omkring, fra den spæde start med Dizzy Mizz Lizzy over Tims fascination af Paul McCartney til historier om hans første børnerockband og coveret til "Honeyburst".

"Give Me Your Hand, Fan"

Mellem historierne er der tid til at give et lille nummer, og Tim lægger ud med at spille Dizzy Mizz Lizzys "Barbedwired Baby's Dream" i det, han kalder en "Tim Christensen-version". Her mærker man rigtigt publikum, og der er god energi på Biblioteket Frederiksberg. Der bliver nikket og vippet med foden til sangene og grinet af Tims småjokes og skøre historier. Formatet er uformelt og uden manuskript, og især efter det første nummer bliver der blødt op, både på scenen og blandt publikum.

Efter en snak om Paul McCartney og hyldest-koncerten til dennes 70-års fødselsdag spiller Tim en akustisk version af "Getting Better", et Beatles-cover fra pladen "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club". Man mærker tydeligt Tims begejstring for Liverpool-drengene og en generel respekt for den gode musik.

Rockstjernedrømmene har Tim haft, så længe han kan huske, og det vækker virkelig publikums begejstring, da han spiller en af de allerførste sange, han skrev, "Give Me Your Hand, Fan", der stammer fra tiden med børnerockbandet i Espergærde. Omkvædet indledes med "Der stod alle mine fans og skreg, at de elskede mig", og der bliver grinet og klappet blandt et tydeligt underholdt publikum. Her er plads til at være nærværende og fortælle de små historier og spille de skøre sange, som ikke altid når frem, og det giver en helt særlig stemning mellem publikum og stjernen.

Lyd på følelser

Efter godt halvanden times anekdoter og to sange mere skal aftenen afrundes med lidt spørgsmål fra salen. Der bliver spurgt til en helt særlig sang, som aldrig er blevet udgivet, fordi den ifølge Tim aldrig er blevet færdig. "Men den vil jeg da gerne lige spille!" udbryder han.

"For at musik skal ramme mig, skal det tricke noget, en følelse", forklarer han efterfølgende, og det må man sige, at aftenens fem akustiske numre gør. Avissalonen er helt stille og har al opmærksomhed vendt mod den lille scene, indtil der brydes ud i klapsalver og hujen. Publikum er tilfredse.

"Det var meget intimt og en helt anden fornemmelse med ham end til koncerterne," beskriver Helle Jensen, der er mangeårig fan af Tim Christensen.

Formen og det lille publikum har givet plads til, at man kan komme tættere på sit idol og få baggrundshistorierne fra the horse's mouth. Og det er ikke kedeligt med al den snak, tværtimod virker publikum positivt stemte over formatet og den afslappede samtale.

For Tim selv har det også været en positiv oplevelse, selv om han stadig efter et halvt liv i rampelyset kan frygte at blive for selvcentreret: "Jeg kan godt blive bange for, at det bliver for meget om mig, men arrangementet var rigtig fedt, og især fordi publikums respons var så positiv."

Efter arrangementet er der kø til at give Tim et håndtryk eller få en autograf. Bagefter er det ud i efterårsregnen, men en lille personlig og musikalsk oplevelse rigere.

GAFFA Library Session afholdes næste gang tirsdag den 24. september på Biblioteket Frederiksberg. Her kommer Agnes Obel på besøg, seks dage inden hendes nye pladeudgivelse. Billetterne er allerede udsolgt, men GAFFA Plus har reserveret nogle billetter til sine Guld-medlemmer. Læs mere her.

Se flere billeder fra arrangementet i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA