Nyhed

Dansk streaming-omsætning fordoblet på et år

Efter længere tids nedgang kan de hårdt kæmpende musikselskaber ånde lettet op og melde om vækst i branchen

Det har i længere tid været op ad bakke for de danske musikselskaber. Nu ser det dog imidlertid ud til, at nedturen er ved at være ovre, efter at musikselskabernes brancheorganisation IFPI i Danmark i dag offentliggjorde sine halvårlige nøgletal. Tallene viser en stigning i omsætning på 9 procent i det første halvår af 2013 sammenlignet med første halvår af 2012, fra 164 millioner kroner til 178,4 millioner kroner.

Stigningen skyldes ifølge IFPI entydigt samarbejdet med streamingtjenester som Spotify, WiMP og TDC Play, der nu viser sig at være særdeles gunstigt for musikselskaberne. I alt er indtjeningen fra samarbejdet i det første halvår af 2013 løbet op i 80 millioner kroner, hvilket er en stigning på 108 % i forhold til de 39 millioner kroner, der blev tjent det første halvår af 2012. Samlet set står streamingtjenesterne for 45 % af det samlede marked, hvor cd-salget kun står for 26 %. Omsætningen på cd-salget er faldet 33 procent i forhold til første halvår af 2012.

Henrik Daldorph, der er bestyrelsesformand i IFPI, udtaler: "Vores opgave er ikke at diktere, hvordan forbrugerne skal lytte til musik. Den er at følge med udviklingen og indgå aftaler med tjenester, som forbrugerne opfatter som attraktive og tidssvarende."


Henrik Daldorph tilføjer dog, at man ikke skal forvente en lignende vækst for hele året, da branchen stadig i år vil være påvirket af en nedgang i julesalget af cd'er: "Det er jo ikke, fordi alting er blevet lyserødt med et fingerknips. Og når der sker så markante skred i markedet, som der gør lige nu, giver det selvfølgelig også nogle udfordringer. Men vi er godt på vej til at placere begge ben solidt i en spændende og sund digital virkelighed," siger han.

Det er første gang, at IFPI offentliggør halvårstal for salget af indspillet musik i Danmark.

Det dalende salg af cd'er har ikke kun berørt musikselskaberne. I sidste måned kunne GAFFA skrive om relanceringen af butikskæden Stereo Studio, som tidligere baserede sin omsætning primært på salg af musik i fysisk form. Nu relancerer kæden sig som en livsstilsforretning under navnet Studio Apparel, hvor sortimentet udvides med salg af tøj.


 

ANNONCE