x

Plök: "Infolympics" – nummer for nummer

Plök: "Infolympics" – nummer for nummer

Den danske, med egne ord afro-math-trance-rock-gruppe plök (med lille p) har netop udgivet deres andet album, "Infolympics", som GAFFAs anmelder Ras Bolding har tildelt fire stjerner og under overskriften "Mere synthesizer, mindre Habermas".

GAFFA giver her ordet til plök, der guider dig igennem albummet sang for sang.

plök er:

Andreas Lenander Ægidius - Guitar, effekter
Christoffer Hein - Keyboards, vokal
Mikkel A. Kongstad Hansen - Bas, lead-vokal, keyboard
Morten Findshøj - Guitar, trommer, vokal
Peter Jørgensen - Trommer

In Trance

Et instrumentalnummer, der startede som en slags langsomt opbyggende, tung, dyster og nærmest Star Wars-agtig intro med baglænsguitarer og alt muligt pirrende, men endte med at blive til et noget mindre filmisk og mere uptempo stykke trance-rock. Begrundelse herfor er, at vi gerne vil starte albummet med noget lidt mere festligt end tre minutters stilleleg. Måske var vi bare ikke klar til at vente på at komme i gang? Næste plade må starte med en halv times stilhed, hvis folk synes, vi er for hurtige til at komme igang.

Nummeret indledes med lyde fra en skakmatch. Oprindeligt havde vi overvejelser om et Bobby Fischer-portræt som albumcover. Hele hans geniale og forstyrrede tilgang til verden omkring sig og - ikke mindst - sit skakspil passede på mange måder rigtig godt ind til den overvejende tematik om information som et våben i en verden af viden, religion og overbevisning. Et våben, som kan forvolde voldsomme skader på én selv, hvis man ikke håndterer det korrekt.

Og hvad er så korrekt? Det er vel nærmest pladens øvre lyriske ramme: Hvem har patent på sandhed og sikker viden i en verden der består af informationer, og hvad sker der for samfund, der pludseligt udfordres af nye interesse - og sandhedsfællesskaber. Se her på senere års fænomener som (stigende) ekstremisme, parallelsamfund, det arabiske forår, London Riots og diverse løbende konspirationsteorier og Zeitgeist-film. Du kan ikke lave en dikotomisk adskillelse af godt og skidt her. Det handler om frisat information og anvendelsen af disse som strategiske bevægelser. Lissom et spil skak. Anyway, nok snak. Nummeret her skulle bygge lidt spænding op inden næste nummer "Trance Atlantic" nærmest eksploderer med sit vanvittige intro-riff.

Trance Atlantic

"Trance Atlantic" er sammen med "Hugh Grant Slam" de eneste numre, der er blevet livetestet, inden vi indspillede pladen. Har været skrevet om mange gange for at ende i nærmest sin oprindelige komposition – i al fald ift. til de forskellige klodser, nummeret består af. At trance indgår i titlen er ikke tilfældigt, titlen er skræddersyet til den feeling, nummeret har givet lige fra starten og har samtidig været et pejlemærke for, hvordan nummeret skulle lyde. Det er tungt, trance-agtigt, nærmest dronende, bortset fra det hektiske intro-riff og den storladene synthpunkslutning.

Intro-stykket er inspireret af de her tumultariske og nærmest arytmiske udfald, som Squarepusher og Aphex Twin mestrer. En lyd, der vel nærmest betegner en slags still-billede af kaos. Det meste af nummerets grundstruktur er skrevet på et af vores mange legetøjs-Casio-keyboards, som dog umiddelbart efter dette nummer er blevet sat lidt på standby for at give plads til andre kompostionsværktøjer. Vores første plade ("Sing Us Yr Guillotine Gospel" - 2010) blev stort set komponeret på legetøjs-casiokeyboard og et gammelt Gem-stueorgel, og resten af instrumenterne måtte kæmpe om at få plads i lydbilledet. Denne gang er numrene generelt mere baseret på nogle mere bas-orienterede grundriffs på enten synthesizer eller guitar, hvortil der har været mere plads omkring til at farve og føje forskellige rytmiske teksturer til kompositionerne.

(Mikkel om lyrik): Det sker ofte, at en sætning trænger sig på hos mig, når jeg skriver. Den bliver en slags mantra for mig, og jeg skal ud fra den forsøge at udforske, hvad den reflekterer over, og hvorfor den har sat sig fast. Jeg skal forsøge, at indfange dens væsen, uden at jeg tæmmer det og domesticerer det. Generelt mener jeg, at det slår lyrik i stykker, hvis den bliver for forklarende eller ensidig i sin signatur. Jeg kan godt lide det komplekse i at kaste utæmmede mantraer af sted og så lade dem lande som de gør, hvor de nu gør.

I dette tilfælde drejer det sig om "failure is a reflex of positions forcing right", som jeg har forsøgt at basere et stykke lyrik på, uden at det mister det ene af dens i al fald to hoveder. Lyrisk set er vi således et sted midt i komplekset om, hvordan man kontruerer en sandhed og hvordan den mekanisme kan virke voldsomt problematisk, hvis man prøver at forcere en virkelighed på andre. Tag eks. de sidste ti års krigsførsel i demokratiets navn, som vi i vesten har været ude i. Jeg prøver ikke at forholde mig til, hvad der er rigtigt ift. krig eller ej, men når man går i krig for noget som man finder rigtigt, så er det en voldsom måde at argumentere på, og det kan have grusomme konsekvenser. Uanset hvem der så tager fejl.

Tribulations

Et meget vigtigt nummer i forhold til tilblivelsen af dette album. Nummeret der nærmest gav retning og fokus til komponeringen af pladen, efter et par års eksperimenteren og søgen. Egentligt startede nummeret - som mange andre - med at have et nærmest uigennemskueligt skævt beat baseret på en lige så skæv keyboardfigur, som siden er blevet modificeret ud til to kompositioner på denne plade: "Tribulations" og "Entroprism". Vi var næsten kørt døde i nummeret, havde prøvet at forcere alle mulige ender og løsninger på hvad denne figur og dét beat skulle bruges til, indtil nogle skæve timers funk-lege med en voldsomt muteret (og pitchet) bas, som vi havde liggende i en session på vores plök-hule computer blev trukket frem og forsøgt anvendt.

Vi endte med at modificere kraftigt på såvel beat og figur for at tilpasse dem til det mere hårdt, funkede og lettere smadrede take på, hvad der vel nærmest er en slags Rage Against The Machine møder Ratatat og laver en plade, der produceres af Kanye West og Daft Punk. Sådan lyder det i al fald cirka for os. Slutstykket på nummeret er baseret på lidt af en tilfældighed, en computerglitch i ProTools, der endte med at fucke lidt i tromme-grundsporet, så de pludselig blev en kende mere industrial end oprindeligt intenderet. En slags Meshuggah-Samba.

(Mikkel om lyrik): Jeg er ikke meget for at pege fingre direkte i øjnene på folk. De må - som regel - gerne bullseye lige omkring næsen. Lige tilpas irriterende nok til at de ikke gør folk blinde, men forstyrrer dem nok til at reagere. I dette tilfælde kan jeg dog ikke se bort fra, at lyrikken er direkte henvendt til ledende aktører på de finansielle markeder, der har udnyttet liberalismen i vores samfund til at gøre folk personligt anvarlige for konsekvenserne af nogle mekanismer, de slet ikke er i kontrol over selv. Økonomi handler om mennesker, hvordan vi indretter os i vores kultur og hvad vi gør med den. Finanskrisen viser, hvor uansvarligt det er at se håndteringen af økonomi som udelukkende et finanspolitisk anliggende. Hvis den erkendelse mangler et anthem, så stiller "Tribulations" sig gerne som kandidat. Lyriksnas: "your hands are tied/you can't fight this through/this system is a lie/it will fight you too".

Digital Gatsby

Q (der har produceret vores første plade) kalder flere elementer på vores album for "kraut-agtige". Måske er det her et af de gode eksempler på noget "kraut-agtigt". Der er afgjort noget kraut-agtigt over de meget cyklende keyboard - og guitargrundstrukturer, der arbejder løs inde under de vekslende tematikker og trommerytmikker. Vi har bevidst arbejdet på at integrere rytmisk kompleksistet mere subtilt i noget mere imødekommende (eller dansevenligt?). Det er måske her, at afrikanske indflydelser som Orchestre Poly Rythmo De Cotonou, Edzaywa og Fela Kuti for alvor spiller ind. Alle tre er de kunstner,e som formidler noget vanvittig kompleks rytmik på en pokkers dansevenlig og imødekommende måde, som især Mikkel har været meget inspireret af ifm. kompositionerne på denne plade.

Ud over de cyklende grundstukturer, der veksles mellem i versene, så har nummeret det her half-time omkvæd med en keyboardbasfigur, der minder os om "All That She Wants" med Ace of Base. Ace of Base tilsat hvirvelvinds-helteguitarer, der battler med hinanden og en væg af gennemsmadrede Auto-Tune-korstemmer.

Slutstykket i det her nummer er nærmest en slags digitalt lydende russisk vals med wobble-bass og sfærisk droneguitar + et guitartema, der vel føjer lidt kinesisk klang til hele balladen. Her har Keith & Seth (mix og producer) for alvor fået lov til at lege med digitale effekter og i det hele taget klippe trommerne i stykker, så de kunne farve musikken på en noget andet måde end den ellers ret organiske trommelyd, der er gennemgående på pladen.

(Mikkel om lyrik): Titlen er vist coinet af Eli Pariser (forfatter, online campaigning-pioner og kritisk røst i et landskab af digitale medier) i bogen "The Filter Bubble", og den refererer kort sagt til det første paradigmeskifte, der er sket på Internettet, hvor man er gået fra at have et sted, der hyldede informationsfrihed, hvor folk havde aliasser og udlevede deres indre Gatsby ved - måske - at være mere, end de i virkeligheden var, til at det i dag handler om personalisering af indhold og at hvis du gemmer dig bag et alias, så er du nærmest en taber.

Zuckerberg, arkitekten bag dette skifte og Facebooks grundlægger, siger, at det er taberagtigt at have mere end en identitet. Identitet og personaliseret indhold rummer dog en masse demokratiske udfordringer, og det er den tematik, der er i spil i denne tekst. Øger personaliserede rum den enkeltes frihed på bekostning af samfundets fælles frihed, fordi de bliver til en slags ekkokamre, der bekræfter den enkeltes verdensbillede? Bliver information mere fri af at blive skræddersyet? Og udfolder vi potentialet for Internettet forkert, når vi binder det op på identitet? Morozow (forfatter bag "The Net Delusion" ) påpeger, at moderne IT ganske vist giver adgang for den enkelte til en verden af informationer, men den giver også regimer adgang til flere informationer om den enkelte.

Ifm. Irans grønne revolution hylder vi ofte sociale medier som en slags moderne, binær frihedskæmper, men ifm. London Riots var den vestlige verden knap så begejstret for, hvordan folk organiserede demonstrationer online. Men (!) myndighederne kunne til gengæld overvåge deres aktivitet og reagere på deres organisering af demontrationer via twitter og facebook.

"This place should have just enough space/ for more than one identity" er vist en af de tekststumper, der meget konkret opsummerer problemstillingen, hvorudfra teksten sætter sit angreb.

Assertions

Et lille interlude bestående af forskellige former for effektbehandlede bas-figurer, der skal agere bas-safari og være et lille hvil efter "Digital Gatsby" og samtidig lede direkte op til "Mickey Mouse Parliament". Titlen referer bevidst til både informationsvidenskaben, retorikken og computervidenskaben, der alle baserer sig på sandt/falskt-navigationer i en eller anden form. Men samtidig er titlen også et nik til John Coltranes titelgivning af kompostioner. Kortfattet, men abstrakt.

Mickey Mouse Parliament

Det her var - til at starte med - det nærmeste plök nogensinde har været på en ballade, men er tydeligvis endt som en noget andet størrelse. Nu er det vel nærmest en slags solskins-afrofunk-industrial med et storladent omkvæd tilsat Rihanna "eh-oh-eh"-kor og efterfølgende smadret euro-pop-stykke tilsat heftig metal stortromme. Vi har nok egentligt altid haft funken i os, selvom vi har muteret den og givet den et punket udtryk. I versene på Mickey Mouse forsøger vi at bekende mere kulør. Tekstur og rytmik lige fra funkens ABC. Andet vers i sangen er endnu et eksempel på, hvordan vi har været i computeren og ProTools' vold ifm. indspilningerne af pladen. Egentligt havde det vers en lidt anden trommefigur, men af uransagelige årsager valgte ProTools selv at sortere det trommespor fra og i stedet foreslå dét, der nu ligger på nummeret. Således er ProTools berettiget til lidt KODA-cash for "Mickey Mouse Parliament".

(Mikkel om lyrik): Titlen er - som de fleste nok ved - lånt af Margaret Thatcher, der tilbage i 80'erne refererede til Europaparlamentet som et såkaldt Mickey Mouse Parliament. Et sted, hvor der foregår en masse snak, men reelt set ingen magt er. Nu kan man mene om Europaparlamentet, hvad man vil, men man kan ikke tage fra det, at uanset hvor meget snak og proces, at det er et sted, hvor der efterhånden ligger en del magt. Det her nummer handler ikke om EU som sådan, men beskæftiger sig nærmere med den magt, der ligger i nye transnationale fællesskaber pga. globaliseringen og internettet. En ny form for organisering af sandheder, der udfordrer nogle af de organer, der førhen var med til at centrere såvel magt som viden i form af eksempelvis parlamentarisme eller accepteret videnskab.

I dag kan vi opponere mod det vedtagne i form af ACTA-bevægelsen, som vel er et positivt eksempel på den organsiationsform, og så lige pludselig kan folk som Anders Breivik dukke op med en helt anden dagsorden baseret på den uhyggelige mængde informationer, han har skrabet sammen via nogle helt andre informationskanaler. Det er informations - og organiseringsfrihedens store dilemma. Hvad er sandt? Og for hvem? Som omkvædet skitserer det: "just because it's right/doesn't make me wrong"  

Entroprism

Et instrumentalnummer, der starter som et orgel- og synthdrevet lune, men ender med en væg af kraftigt processerede guitarer og bas i en stor, smuk harmoni. På mange måder repræsenterer nummeret pladen ift. den proces vi har været igennem, fordi det afspejler, hvordan vi har brugt computeren mere aktivt som kompositionsværktøj, og samtidig rummer nummeret mange af de guitar - og bas-effekter, som vi har brugt som primære kompositionsværktøjer til denne plade. De fleste riffs har nærmest være en tur igennem en pitchshifter, oktavpedal og/eller harmonist for at sikre at det kunne lyde, som vi gerne ville have pladen til at lyde. Det er vel dybest set noget, der stammer fra den kolossale inspiration nogle af os har fra bands som Weezer, Ratatat og Fang Island, der virkelig formår at lave stærke og simple riffs, der dækker hele nostalgiens følelsesspekter: fra drømmende, til melankolsk, til håbefuld og lyksaglig.

Titlen er et sammenbragt ord af Entropy og prism. Tilsammen bliver det en kompleks kolos af budskabs - og lysrefleksion.

Womenomics

Nummeret er baseret på et bas-riff, der på mange måder er typisk for plök. Mikkel står og spiller riffet, imens han tramper i gulvet og insisterer på, at det bare er basic fjerdedele, indtil en af de andre er så sød at stoppe Mikkels trampespasme og prøve at tælle det, så alle kan forstå, hvad der foregår, hvorefter Mikkel bliver forvirret. Vi vil helst ikke være sådan et tælle-band, hvor alle rytmer er mere matematisk formel end feeling, men engang i mellem er vi nødt til lige selv at forstå, hvad vi har gang i.

Nummeret er endt som et styk fremadrettet afro-synth-punk-funk med lidt salsa-feeling over omkvædet. Hi-pitchede guitar og basforløb tilsat dyb, tung synth og hvirvelvindstrommer. On top of it all har vi en god portion synthetiserede vokaler. Måske lidt som et mathpunket covernummer af Imogen Heaps "Hide And Seek"? Nummeret er kort og komprimeret uden for mange afstikkere, men ender dog alligevel med en slags stammedans møder vikinge-metal. Det er på mange måder noget af det mest poppede og direkte, vi har med på pladen, men vi er sgu blevet ret glade for denne lille salve.

(Mikkel om lyrik): Womenomics er et af flere nye begreber, der bruges til at italesætte værdien af kvinder på arbejdsmarkedet. Sandsynligvis coinet af en eller anden økonom, der har haft brug for at putte en term eller form på værdien af hunkøn. Lyrikken tager sit udgangspunkt i den kamp for italesættelse af kvindens værdi eller patent på samme, som foregår imellem videnskab og religion i disse år, og vil sådan set ikke andet end at være naivt ønske om at holde op med at tage kvinder som gidsler i deres værdikamp.

Det er på ingen måder et kønspolitisk statement, men bare et eksempel på, hvordan emner bliver til objekter i en kamp for at have mest ret. Sangen opsummeres bedst med omkvædet "facts that poison/what you see/is what you get/constantly". Og derudover rummer sangen "science wants your daughters", som er et dejligt science fiction-agtigt statement, der signalerer nummerets ånd.

Textbook Syntax Error

Kan måske kategoriseres et sted mellem The Faint, Battles og Adebisi Shank. Et livligt uptempo festnummer, hvor vi har forsøgt at lege videre med tekstur, som et lag oven på en grundrytmik. I dette tilfælde er det blevet til en slags cyklende grundrytme, hvorpå der veksles mellem forskellige melodier eller temaer. Inspireret bl.a. af et band som Orchestre Poly Rythmo De Cotonou, der er vanvittigt gode til veksle mellem teksturer oven på et solidt grundbeat, uden at tingene bliver hverken for komplicerede eller for enerverende. Et af de hurtigste numre, vi har komponeret til denne plade, nærmest lavet på et par timer, hvorefter vi selvfølgelig har nørklet noget rundt med detaljerne.

Morten (Findshøj, liveguitarist og bidragyder på pladen) mener, der er noget nærmest religiøst eller stammedans over korsvarende i versene. Ikke utænkeligt. Tilgengæld er vi flere, der med sikkerhed kan høre noget kinesisk i flere af guitarfigurerne. Og derudover anvender vi såvel omnichord som Newcastles hjemmebanepublikum (Mikkel er stor Newcastlefan) til at udbygge lydbilledet.

(Mikkel om lyrik): En meget kort tekst, der blev skrevet samtidig med nummeret. Det var nærmest, som om melodien befalede de specifikke fraser, det ville have, og så måtte jeg efterfølgende selv forsøge at forstå hvorfor og hvad det så indebar ift. lyrisk output. På nogle måder er lyrikken ansporet af netop kommentaren om de religiøse korsvar og så den her lettere futuristiske stemning, der er i nummeret. Derfor beskæftiger teksten sig kort sagt med meningen med livet i en lettere abstrakt forstand. Som en slags amputeret transmission fra en krigszone, hvor information - om noget sted - forekommer fragmenteret. Og så er der lige et hint til Higgs Boson og hele den her søgen på svar på meningen med livet via en enkelt partikel. Skøre videnskab.

Hugh Grant Slam

Afslutningsbaskeren, der vel nærmest kan beskrives som et mindre marathon, hvor vi når forbi alt fra den Neptunes-agtige indledning til trancerockagtige vers over maskinel funk videre til storladent og kraftigt manipuleret kormusik for til sidst at ende i et ret tungt, hårdt rock groove med vilde synths on top. Det er et af de få numre, vi havde skrevet, inden vi gik igang med at lave pladen, så den har også kort været med ude at blive live-testet, hvor den har fået en rigtig varm modtagelse. Så den glæder vi os meget til at få med ud igen.

Selvom det er et nummer, der baseret på en mere jammet struktur, er det også et nummer, hvor der er blevet nørklet noget med de forskellige stykker og eksempelvis den rytmiske placering af guitaren i forhold til bassen, der - som flere andre nummer på den plade - bevæger sig noget rundt inde på guitarens banehalvdel. Samtidig er nummeret også et eksempel på hvordan et nummer kan udvikle sig i de kollektive plökhænder. Til at starte med var det nærmest Radiohead'sk i dets feeling og havde nogle helt grundlæggende anderledes melodiforløb, som vi kørte død i og istedet tilsatte tilpas mængder distortion og pitchshifter.

(Mikkel om lyrik): Titlen plukkede jeg fra (musikbloggeren tambourinesam) Samantha på Twitter, der var på Roskilde og havde en Hugh Grant-lejr, hvor de så kørte forskellige events relateret til Hugh Grant. En dag havde tweetede hun så om deres Hugh Grant Slam, og det øjeblik, jeg stødte på det fænomen vidste jeg, at jeg straks måtte lave et nummer med den titel. Dertil er der simpelthen for mange muligheder.

Men hvad er et Hugh Grant Slam så? Dybest set, så kan det være hvad som helst, men som lyrisk rammesætter i dette nummer er det et forsøg på at koble sport og glamour på en tekst, der vel nærmest er en art sci-fi anthem for internet-utopister og folk, som tror på at mennesket kommer før statistik, data og økonomiske beregninger. Uanset hvor stærke måleinstrumenter vi efterhånden har udviklet, og uanset hvor meget firmaer flipper over big data og alle andre nye måder at blive klogere på menneskers ageren online, så er tesen her, at mennesker aldrig kan regnes ud og indfanges i systemer. Hele teksten opsummeres bedst med omkvædet: "this system's manifest/in correlations we can't test".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA