
Videoen til singlen "Lose Yourself To Dance" er lavet i vaskeægte 70'er-stil, hvor Daft Punk-duoen spiller op til disko-dans i selskab med Pharrell og Nile Rodgers. "Lose Yourself To Dance" er anden single fra det seneste album fra Thomas Bangalter og Guyman de Homem-Christo, som står bag Daft Punk.
Kombinationen af Daft Punk, Pharrell og Nile Rodgers ser ud til at være opskriften på succes. Det var i hvert fald tilfældet på single-forløberen "Get Lucky", der indtog alle hitlister i løbet af sommeren. Tidligere i år udgav Daft Punk-duoen deres fjerde album "Random Access Memories", hvorfra begge singler stammer.
Albummet blev anmeldt af GAFFAs Simon Nathanael, der gav det fire stjerner med følgende beskrivelse: "Robottens længsel efter menneskelige kvaliteter mærkes tydeligt i pladens lyrik og underliggende narrativ og tenderer en melankoli, som sætter spørgsmålstegn ved overfladisk danseglæde. I en reaktion mod den nutidige dansemusiks klemte lydbilleder, øjeblikkelige tilfredsstillelser og glaserede virkemidler kaster Daft Punk anker for at give møgungerne en ordentlig omgang 'da far var barn'."