x

Nikolaj Nørlund 2001: "Man føler sig mere lækker i en kjole"

Nikolaj Nørlund 2001: "Man føler sig mere lækker i en kjole"

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med en citatsamling, hvor vi hver dag bringer et udvalg af de bedste citater fra vores mange, mange interviewofre gennem tiden – med et nyt år hver dag. Vi fortsætter med 2001 og arbejder os gennem måneden frem mod 2013.

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

"Stooges var farligt, uforudsigeligt, løst og ægte. Og det er de eneste fire ting, jeg kan lide ved rock'n'roll. Alt andet kan kneppe sig selv." – Josh Homme, Queens of the Stone Age, januar 2001

"Der er ikke nogen, der skal fucke mig. Der er ikke nogen, der skal blæse mig omkuld." – Pernille Rosendahl, Swan Lee, februar 2001

"Folk tror, at når man bliver voksen, så bliver man tilfreds, men sådan er det ikke. Man bliver mere og mere utilfreds." – Steffen Brandt, TV-2, februar 2001

"Jeg var meget usikker på, om jeg ville være med." – Laust Sonnes reaktion, da han blev tilbudt at være med i D-A-D-, april 2001

"Hvis hun bare vil have sex af dig, for at hun kan rende rundt og spille smart over for veninderne og sige det til halvdelen af byen – så kunne man lige så godt banke den op i en død gris." – Clemens om ulemperne ved groupies, april 2001

"Det er fedt at få lov at tage dametøj på. Man føler sig mere lækker i en kjole. (…) Og jeg synes, det illustrerer musikken godt, fordi den nye plade rummer mange kontraster." – Nikolaj Nørlund, Rhonda Harris, april 2001. Nørlund optrådte på forsiden af GAFFA iført dametøj, efter eget ønske.

"Der var et behov for at bryde reglerne for, hvordan house skal være. House bør ikke være noget, som skal laves på den eller den måde." – Thomas Bangalter, Daft Punk, april 2001

"Da vi underskrev kontrakten, tænkte jeg: 'Det er sgu heftigt, det her.' Der er skudt mange penge i os. Men selvfølgelig laver vi et par fede album." – Bo Madsen, Mew, om gruppens millionkontrakt med det amerikanske pladeselskab Epic, maj 2001

"Vi har en meget stærk union nu. En gruppe kan ikke nå særligt langt, hvis medlemmerne ikke bryder sig om hinanden. Der skal være et godt kammeratskab." – Beyoncé Knowles, Destiny's Child, maj 2001

"Jeg har en familie nu, jeg behøver ikke længere præsentere mig over for pressen som en fortabt sjæl, der higer efter kærlighed." – Damon Albarn, Gorillaz, maj 2001

"Personligt var "Up" et mareridt for mig. Fra mit perspektiv så det ud, som om R.E.M. var på vej i opløsning, og at vi trak væk fra hinanden." – Michael Stipe, R.E.M., juni 2001

"I mange år kæmpede jeg mod mig selv. Jeg havde det ikke godt i min egen krop – som om jeg var en snylter." – Dave Gahan, Depeche Mode, juni 2001

"Klubmusikken og hele dj-tingen er jo fløjet forbi os, mens vi har stået i øvelokalet på konservatoriet." – Morten Friis, Safri Duo, juni 2001

"Når man er i et studie og arbejder med maskiner, sker der det, at efter to-tre måneder forelsker man sig i dem". – Jean-Benoit Dunckel, Air, juni 2001

Helmig: "Jeg kan stadig få den op at stå"

"På grund af at jeg er en gammel punker, tillader jeg mig ikke at fortælle andre mennesker, kreative mennesker, hvad de skal gøre." – Björk, august 2001

"Vi er jo ikke en flok hiphoppere fra ghettoen, der skal imponeres. Vi er nogle kultiverede, småforkælede møgunger fra Hellerup i Skandinavien." – Johan Wohlert, Mew, august 2001

"Love Shop er nogle gamle sure mænd. Den mest sure er nok Hilmer Derefter Henrik. Jeg er det glade sælgeransigt, som alle journalisterne får lov at snakke med." – Jens Unmack, Love Shop, september 2001

"Kurt havde tusindvis af chancer for ikke at blive berømt, men hver eneste gang valgte han den vej, som gav ham mere berømmelse og større succes." – Forfatteren Charles Cross gør op med myten om Kurt Cobains ufrivillige ikonstatus, september 2001

"Det, du skal gøre, er at tage alle stemmerne seriøst og lade dem komme til dig. Men det skal være dig, der sidder bag rattet". – Gode råd fra Tori Amos om, hvordan ekstra stemmer i hovedet skal håndteres, september 2001

"Jeg tror ikke, der er nogen store dameelskere. Alle er absolutte nybegyndere på dette felt. Hjertet fortsætter bare med at syde, boble som en dryppende shish kebab. Du håndterer det efter bedste evne" – Leonard Cohen, oktober 2001

"Jeg er ikke interesseret i at udgive mig for at være noget andet, end jeg er, eller forstille mig i det hele tage. Bare tanken om at antage en anden personlighed gør mig skrækslagen." – Shirley Manson, Garbage, oktober 2001

"Jeg synes, jeg har nået en fed alder … Jeg har et okay helbred, kan løbe en spurt og kan også få den op at stå, hvis det skal være, haha." – Thomas Helmig, 37 år, november 2001

"Når det kommer til stykket, er mit liv forvirrende nok uden stoffer." – Robbie Williams om sit nye liv som clean, december 2001

"Jeg lytter ikke til de gamle Rolling Stones-plader, jeg har dem bare i hovedet og kan ikke huske, hvilke sange der er på hvilke album. Måske skulle jeg sætte mig ned og anmelde dem, give dem stjerner, haha." – Mick Jagger, december 2001

Du kan læse alle de gamle magasiner og se de i alt 340 forsider i GAFFAs omfattende arkivsektion.

Gi' Et Nummer

Vi fejrer også jubilæet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at du kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Thomas Helmig, C.V. Jørgensen og Aqua udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson over Nephew til The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Læs mere om albummet og køb det via GAFFA Shop her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA