Nyhed

Ane Trolle samarbejder med jazz- og verdensmusikere

Jammin’ er navnet på et musikalsk projekt, hvor artister med forskellige kulturelle baggrunde sammen skaber ny musik

Den 24. og 25. september kan du opleve forskellige artister fra forskellige kulturer mødes i musikalske samarbejder, når Jammin' afholdes i Aarhus. Her kan du opleve Ane Trolle (på billedet, red.), Orhan Ôzgür Turan, Jakob Bro og Rewan Rico, som er de første medvirkende i Jammin'-projektet.

I fem dage arbejder de fire musikere sammen på kryds og tværs, og resultatet af dette møde kan opleves både i Foreningernes Hus i Gellerup 24. september og 25. september på Aarhus-spillestedet Radar ved Godsbanen.

Jammin' bliver afholdt for første gang i denne måned og løber efterfølgende af stablen hvert kvartal de næste to år. De i alt otte versioner af Jammin' bliver afsluttet med to åbne koncerter. De mange workshops, som finder sted i forbindelse med det musikalske projekt, afholdes i Foreningernes Hus i Gellerup, og om valget af netop dette sted udtaler projektleder Conny Jørgensen fra Dansk Rocksamråd (Rosa, red.) følgende:


- Det glæder os meget, at Foreningernes Hus har været positive over for idéen om samarbejdet. Stedet huser 50 forskellige foreninger fra Gellerup-området, hvilket skaber et inspirerende miljø med stor diversitet, som forhåbentlig er til gavn for komponisternes arbejdsproces.

Det bliver som sagt Ane Trolle, Orhan Ôzgür Turan, Jakob Bro og Rewan Rico, som skal skyde den første omgang af Jammin' i gang. Sangerinden Ane Trolle er tidligere kendt fra Balstyrko og duoen Trolle/Siebenhaar og udgav sidste år det roste soloalbum "Honest Wall". Rewan Rico er producer og spiller derudover keyboard og på arabisk percussion. Jakob Bro er prisvindende jazzguitarist, og Orhan Ôzgür Turan spiller på oud, som er en arabisk lut samt strengeninstrumentet baglama. Der er altså lagt op til en multikulturel fusion af dimensioner, når de fire artister finder sammen i arbejdslokalerne i Gellerup.

ANNONCE