Nyhed

Christian Hjelm og Turboweekend-Silas til Vegas 50’er-fest

I næste måned inviterer Vega til 50’er-fest, hvor programmet nu er komplet

Den 5. oktober følger Vega op på kæmpesuccesen fra september sidste år, hvor de inviterede til 50'er-fest. Igen i år har Vega fået fat i en række prominente danske stjerner, som skal spille op til dans med forskellige musikalske stilarter fra det populære årti.

Der bliver blandt andet budt op til swingfest i Store Vega med bigbandet High T's eklektiske mix af swing og croon. Er man mere til rullende hofter og farlig ungdom, kan man i Lille Vega nyde rock'n'roll-hits fra rockens begyndelse sammen med Beatophonics. De har legendariske Keld Heick og Johnny Stage med på scenen. 

Derudover har Vega inviteret en række gæstesolister, der vil fortolke 50'ernes musik. Silas Bjerregaard (billedet), der også var med til sidste års arrangement, vender tilbage med Christian Hjelm, Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker og Nicolai Elberg fra Spillemændene som scenemakkere. Blandt aftenens kvindelige artister er Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour, Ida Gard og Emma Acs.


Lene Kristoffersen, booker for Vega udtaler om arrangementet: "Målet er at skabe årets fest for nydelige herrer og elegante kvinder med hang til balkort og gennemførte, nostalgiske rammer."

Du kan læse meget mere om arrangementet samt finde billetter her.

ANNONCE