x

GAFFAs jubilæums-interview 7: The Floor Is Made Of Lava

GAFFAs jubilæums-interview 7: The Floor Is Made Of Lava

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med The Floor Is Made Of Lava:

Nogle gange, når man skal være rigtig kreativ, kan man godt komme til at tænke alt for meget over det.

Når man begynder at planlægge kreativitet, så skal man finde noget nyt at lave.

De andre vidste pludselig alt muligt om Aqua. "Ja, det er jo meget sjovt, for det her var faktisk Aquas allerførste single." Aha. Her gik jeg og troede, vi var et rockband.

Roses Are Red var Aquas første tv-optræden. Jeg kan huske, jeg så dem i Snurre Snups Søndagsklub.

Da Aqua var i Snurre Snups Søndagsklub, stod Lene Nystrøm på scenen og smurte sig ind i noget grønt gel. Børne-tv var noget andet dengang, må man sige.

Mit sidste interview til GAFFA fik vist nok overskriften: "Vi er ikke bare et barbie girl-band".

Gramsepektrum lavede et spoof på Aqua, der hed Slime. Det er garanteret fordi, Lene Nystrøm smurte sig ind i gel på scenen.

Snurre Snups Søndagsklub var sgu rimelig upfront.

Nogle idéer skal ikke pudses for meget af. Hvis man pudser kanterne for meget på en god ide, kan det hurtigt ende med at blive dårligt.

ABBA er så meget større end Mærsk.

Da man var yngre og skulle til koncert, var hele forfesten at sidde og høre alle bandets plader igennem. Det gider jeg godt nok ikke mere.

Jeg synes, det er meget federe at være til koncert med små ukendte bands på de små spillesteder end at komme til de kæmpestore shows. Jeg får meget mere ud af de små steder.

Som teenager tog vi toget hele vejen fra Esbjerg til København og så de store navne spille på de store steder. I dag synes vi nok, det er sjovere at tage ud og se de bands, der er helt nye og på vej frem.

Det fede ved metalkoncerter er, at der er så meget teater forbundet med musikken. Der er en power, du ikke finder andre steder.

Jeg var for nylig til koncert på et sted, der hedder Børneteatret, på Christiania. Jeg havde aldrig hørt om stedet, jeg havde aldrig hørt om de bands, der skulle spille, men det var den bedste koncertoplevelse, jeg har haft i årevis.

Spillesteder er sgu ikke særlig spændende steder at opholde sig. Altså med mindre man selv skal spille, så er spillesteder det fedeste i verden.

Hvis den tidligere finansminister kommer på besøg i finansministeriet i dag, så keder han sig vel også. Okay, han kedede sig sgu sikkert også, da han selv arbejdede der.

Vi har alle sammen været meget store fans af Johnny Madsen. Vi lavet et cover af ham før, af Akvariefisk, som er et af de bedste danske numre nogensinde.

Johnny Madsen har et helt fantastisk tekstunivers, som ingen andre kommer i nærheden af. Og så er han sgu bare bad ass på en god jysk måde.

Johnny Madsen bor i Nordby på Fanø, og dengang, han kom frem, var der så mange turister, der kom og kiggede ind ad hans vinduer, at han var nødt til at flytte et andet sted hen i byen for at få fred.

Det der Europcar-hold, er helt klart det mest politisk korrekte hold i Tour de France. De har den eneste sorte rytter og den eneste asiat. Det er da smukt.

Volbeat er vel det klart største danske rockband pt., når man ser på salg, men omvendt tror jeg, at D-A-D kan samle lige så mange mennesker til en koncert.

Mercyful Fate er det eneste vigtige kulturbidrag, Danmark har leveret siden Carl Th. Dreyer.

Et band som Baby In Vain er jo blevet super hypede, men det er de heldigvis blevet, fordi de bare er pissegode.

Baby In Vain giver nok ret meget fuckfinger til alle smagsdommerne. De fyrer den af og har det sjovt med det, de laver. Og så har de det, man kalder talent, som mange glemmer er det vigtigste.

Jeg tror, vi aldrig har haft så stort et band i Danmark som Volbeat.

ABBA kunne fordoble det danske BNP alene på rettighederne til deres musik.

Pis! Jeg har glemt at skifte kaptajn på mit Tourhold.

Da jeg var yngre, hørte jeg meget Love Shop. Det passede perfekt til at bo ude på en mark og drømme sig ind til storbyens lys.

Baby In Vain virker ikke som om, de tænker ret meget over karriereforløb. De spiller bare rockmusik, og det er da befriende.

Jeg var til en koncert med et stoner-band, hvor der var utrolig mange piger. Det var underligt, tænkte jeg, det plejer kun at være for store behårede mænd i læder og denimjakker.

Når et band kun bliver interessant på grund af noget, der ikke har med musik at gøre, bliver de som regel hurtigt uinteressante igen.

Hvis vores band skulle starte forfra, skulle vi have tilknyttet en manuskriptforfatter, så vi kunne få sådan en rigtig Bon Iver-historie. Det ville nok være en god investering.

Der er masser af virkelig god dansk rockmusik, men om det får nok opmærksomhed, er et andet spørgsmål.

Vi skulle aldrig have taget Baby In Vain med på turné. Nu kommer de og stjæler vores publikum, og så er det sket med os.

Der mangler altid pigebands, synes jeg. Pigen er som regel forsangeren, mens resten af bandet er mænd. Så det er da fedt med nogle nye pigerockbands. Det er også godt for politikerne og alle deres kønskvoter. De må blive ekstra glade.

Vi har nok "jysk beskedenhed" blandet med "brændt barn skyer ilden", for allerede inden vi havde udgivet noget, troede jeg virkelig, at vi var verdensstjerner. Jeg havde 100 procent regnet med, at vi ville blive enormt store, men der tog jeg nok lidt fejl.

På NorthSide var der mange mennesker, der gerne ville have taget et billede med mig. Det var da fedt, og der tænkte jeg, at der alligevel var nogle, der kendte os. Jeg håber ikke, det bare var fordi, jeg ligner en af dem fra When Saints Go Machine.

Da vi begyndte at tage ud og spille koncerter, kom der masser af mennesker. Jeg tog det helt for givet, at alle, der kom til koncerten, selvfølgelig også ville købe vores plade. Det gjorde de så slet ikke alligevel.

Selvom man bliver inviteret til Hamburg, London og Dublin for at spille, er det desværre ikke ensbetydende med, at de gider inviterer dig igen.

Jeg måtte erkende, at jeg ikke var nogen Michael Jackson.

Tobias (Kippenberger, sang) havde potentialet til at blive en stor stjerne, men det har han spoleret nu. – Ja, det har jeg. Jeg er blevet sådan en træls selverkendende musiker, der også skal være kunstnerisk og i dyb kontakt med mig selv og al den slags pjat. Det bliver jeg jo aldrig verdensstjerne på.

Axl Rose var så sindssygt sej sidst i 80'erne. Nu er han blevet fed, går med stok og fjollet cowboyhat. Man savner helt hans cornrows.

Jeg fik et kassettebånd med Use Your Illusion II af min mormor. Det var det første musik, jeg ejede.

Guns N' Roses var så meget et rockband, og havde også det teatralske over sig. De var så stærke karakterer alle sammen.

De enkelte medlemmer af Guns N' Roses var stærke individualister, så man kunne have en yndling, man bedst kunne lide. Det kan man sgu ikke på samme måde med bands i dag.

Jeg holder da stadig med Duff i dag. Det er der ingen tvivl om.

Andy Taylor er klart min yndlings-Duran Duran, selvom han ikke har været med i bandet siden 1985.

Jeg var inde og se Duran Duran i Horsens, det var fantastisk. Og der var giga milf-party, skulle jeg hilse og sige.

Guns N' Roses slap også af sted med at være mega drug-addicts og have de vildeste egoer. Det gjorde dem nærmest kun endnu større, at man aldrig vidste, hvad der kunne ske.

Guns N' Roses blev jo lavet af folk fra to bands i Los Angeles, nemlig LA Guns og Hollywood Rose. I et af de bands spillede Ole Beich fra Esbjerg bas. Han var vist gode venner med Axl og Slash.

Jeg var vild med Van Halen, Mötley Crüe og Guns. De var vilde, de var slemme, de var hårde, lidt heavy, men med nogle virkelig fede melodier. Og de så bad ass ud, og de var sgu også bad ass.

Jeg sad hundrede timer om dagen og så alle videoerne på MTV. Jeg syntes, det var det fedeste i verden.

Rolling Stones er jo Keith Richards og Mick Jagger, de andre er da sådan nogle kedelige træmænd, der står og fylder scenen ud.

En af vores forcer som band er da, at vi ligner noget fra en tegneserie alle sammen.

Metallica har også det med, at de er en karakter hver især. Der var bare ingen, der tog Kirk Hammett seriøst som karakter.

Den første D-A-D-plade er nok den bedste danske plade nogensinde. Den bliver jeg simpelthen aldrig træt af.

D-A-D har lavet nogle vilde spring i deres karriere. Fra rigtig 80'er-rock til langt mere eksperimenterende på Helpyourselfish og helt radiovenlig rock på Simpatico. De kan sgu lidt af det hele.

Jeg er opvokset på Fanø, og min far spillede i Sand På Gulvet, der lavede fem plader. Det har været en meget stor del af min barndom.

Jeg kender Johnny Madsen rigtig godt. Vi spillede tit vand-polo i hans pool.

Axl Rose har faktisk købt et af Johnny Madsens malerier. Så du kan nok se, at det hele hænger sammen på et højere plan.

 

Om at fortolke Aquas "Roses Are Red" til "Gi' Et Nummer"-cd'en:

Det endte med at blive "Roses Are Red", da Asbjørn (Nørgaard, trommer) af en eller anden grund kunne akkorderne til den, og det bare lød meget fedt. Vi opdagede hurtigt, at det faktisk er et fedt nummer med en virkelig god melodi. Oprindeligt havde vi faktisk valgt et helt andet nummer med et helt andet band, men det blev bare ikke godt, det, vi fik lavet. Det blev alt for tænkt og prætentiøst, og så droppede vi det igen. Vi ville hellere lave et cover af noget rigtig poppet, og der passede Aqua jo helt perfekt.

– Da vi gik i gang med nummeret, havde vi det faktisk bare sjovt med at spille det, og det var sådan en dejlig umiddelbar form for kreativitet, der bare pludselig opstod, som musik jo tit gør. Det blev ikke alt for navlepillende og søgt, som det første nummer blev. Det var sgu egentlig bare sjovt. Slutproduktet er blevet rimelig rough, hvilket vi synes er fedt. Da det hele var færdigt og mikset, føltes det faktisk som noget af det bedste, vi har lavet i lang tid. Den har fået godt med guitar og larm, og vi tror, at Lene Nystrøm vil blive glad for den, for hun vil meget gerne være lidt rock-agtig, og vi er kun glade for at kunne give hende et rigtig dejligt, beskidt og rocket cover af et af hendes egne numre.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA