x

GAFFAs jubilæums-interview 8: Hymns From Nineveh

GAFFAs jubilæums-interview 8: Hymns From Nineveh

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I løbet af september bringer vi lange interviews med de 11 bands og solister, der medvirker på albummet. Vi fortsætter med Hymns From Nineveh alias Jonas Petersen, 26 år, København.

Mine egne er inspirationskilder er de usual suspects. Pink Floyd, The Beatles, Dylan og Cohen, de store gamle koryfæer.

Jeg hører også nyere ting ud over de helt gamle. Beck, Sufjan Stevens og Anne Linnet, men mest det gamle Anne Linnet, ikke det nye så meget.

Jeg opdagede Anne Linnet meget sent. Egentlig sagde det mig ikke noget, men der var nogle numre, som jeg godt kunne lide, og ikke vidste hvem der havde lavet. Det var så Anne Linnet fra pladen Jeg Er Jo Lige Her. Så fandt jeg ud af, at det faktisk var fedt.

Jeg er opvokset i Afrika, og da vi kom hjem, begyndte jeg at synge i børnekor og tog ud med min familie og holdt foredrag om Afrika i nogle forsamlingshuse, hvor vi også sang afrikanske sange. Det var virkelig sjovt.

På de der forsamlingshusture sang vi afrikanske kirkesange og salmer, ikke sådan noget stamme-noget. Det kunne ellers have været ret fedt i sådan et forsamlingshus i Vestjylland.

Jeg boede i Botswana i Afrika, fra jeg var to til jeg var syv år. Vi boede syd for Gabarone, hovedstaden, nede i nærheden af grænsen til Sydafrika. Det var et fantastisk sted. Men jeg har desværre ikke været der siden.

Botswana er eventyrets land. Med evig sommer, hvor man har bare tæer og løber efter høns. Der er rød jord mellem tæerne, store regnskyl og kæmpe-regnbuer.

Jeg kan huske, at der i Botswana var mange aids-syge børn. Det er jo i det sydlige Afrika, hvor den epidemi rigtig blussede op.

Når man er fem år gammel, tænker man ikke på et lands BNP, eller på kulturen generelt. Når man er barn, er det hele jo bare sjovt. Det var vildt spændende, at der var slanger og krokodiller, men jeg tænkte ikke rigtigt over, om det var farligt eller ej. Det var bare spændende.

Det var underligt at komme hjem igen. Jeg kunne jo ikke rigtigt huske Danmark som mit hjemland. Så jeg kom fra evig sommer til Vestjylland. Hvor det blæser 300 dage om året, og resten af tiden stormer det.

Når det regnede for tyvende dag i træk på ude på vestkysten, så kunne man godt sidde og kigge ud af vinduet og savne Botswana engang imellem. Jeg havde nok svært ved at tilpasse mig.

Da jeg kom til Danmark, syntes de andre måske, at jeg var en mærkelig gammelklog dreng, der ikke lige var med på den sidste nye mode i Ringkøbing.

Jeg gik rundt ude i skolegården og sang utrolig højt. Det var jeg åbenbart vant til, men det var der bestemt ikke andre i skolen, der var.

Jeg har altid spillet musik. Som barn spillede jeg musik, på hvad jeg nu kunne finde, men da jeg blev lidt ældre, opdagede jeg, at jeg var god til at spille på cello.

Det var meget udansk sagt, det der. Undskyld. Jeg var selvfølgelig ikke god til at spille cello, men der var da nogle i Ringkøbing, der var dårligere end mig. Ikke mange, men nogle.

I gymnasiet indså jeg, at det nok var federe at spille rock end at spille cello. Så jeg og et par kammerater lavede et rockband og begyndte at spille postrock.

Vi spillede vores første koncert på Fermaten i Herning. Det var til noget i stil med DM i rock, og vi gik videre til semifinalen, hvilket var stort. Det var Alphabeat, der var vandt det hele, og det kunne vi ikke helt forstå dengang. Men jeg har indset, at de nok var den rigtige vinder.

Det var en euforisk følelse at stå på en scene, som 15-16 årig, og spille sin eget musik. Det bliver man hooked af.

Vi fik aldrig lavet de 20 minutter lange numre, som postrock ellers gerne skal være. Men vores numre blev gerne over fem minutter – selvfølgelig, det var jo ikke pop.

Selvom vi var stolte over, at vi i hvert fald ikke lavede pop, så tror jeg, at jeg i bund og grund var en lille popdreng allerede dengang. Jeg ville nok bare ikke indrømme det.

Det tog sin tid, men nu har jeg lært at sætte pris på at være en popdreng.

Når man som gymnasieelev gerne vil adskille sig fra de andre og være en rebel, ser man selvfølgelig ikke, hvor typisk det ønske faktisk er.

Jeg ville også være anderledes og være en rebel, men endte nok med at være en meget typisk rebel, der gerne ville være som alle de andre typiske rebeller. Vi har en gruppe, der alle sammen var anderledes på præcis den samme måde.

Selvfølgelig kan man godt sige, at den slags oprør er lidt ynkeligt, men det er samtidig bare virkelig vigtigt, at man gør det, og der er et enormt drive i det.

Når er fra en lille by og drømmer sig til noget større, er der en stor kraft bag de tanker.

Jeg gik rundt ude på de forblæste marker og hørte Sigur Rós, og drømte mig væk til København, ja, eller til Reykjavik. I hvert fald bare væk, det var det vigtigste.

Egentlig var min drøm dengang slet ikke at leve af musikken. Jeg tænkte aldrig, at det overhovedet var en mulighed.

Jeg kunne ikke komme uden om musikken. Jeg elskede det for meget og brugte alt for meget tid på det til at kunne hellige mig noget andet.

Jeg hader, når tingene udelukkende handler om penge. Sibelius sagde, at han hellere ville tale med bankfolk end musikere, fordi musikere altid taler om penge.

Det første, jeg rigtig dyrkede, var Radiohead og Kid A-pladen fra 2000. Der var bare en helt ny lyd for mig. I dag ser jeg stadig den plade som et mesterværk.

Min første plade var med Whigfield.

Af dansk musik har jeg især dyrket TV-2 og Olesen-Olesen, men der er også meget virkelig god musik for tiden, som jeg gerne ville lære bedre at kende.

Vinnie Who synes jeg er et geni. Det er så fortjent, at han er kommet så meget frem.

Kashmir lyttede jeg meget til, da jeg gik i gymnasiet, og jeg har aldrig kunnet slippe dem igen. De bliver ved med at være gode, selvom de også skifter stil.

Faktisk er jeg altid bagud, når det kommer til ny musik. Jeg er aldrig den, der opdager det nye og fede. Det har jeg venner, der er gode til, og så lærer jeg af dem.

Anne Linnets Forårsdag er en vidunderlig sang. Det er en sang, der har en så sublim melodi, at man nærmest ikke opdager, der ikke er et omkvæd.

Jeg er bachelor i dansk og fik derefter en stilling som forlagsredaktør. Forlaget gik siden neden om og hjem, men de sagde, at det ikke var min skyld.

Inden for dansk er der sprog, litteratur og medier. Jeg ved klart mest om litteratur, men ikke så meget som de andre.

Jeg ved til gengæld ekstremt meget om ét lillebitte felt inden for litteraturen, nemlig intertekstualitet. Altså når to tekster taler sammen. Det tripper jeg simpelthen ekstremt meget over!

Intertekstualitet bruger jeg i al sangskrivning, og i alt med Hymns From Nineveh. Det er hele min metode.

Når man flytter værdi fra en gammel tekst ved at indlejre den i en ny tekst. Det er simpelthen fantastisk. Jeg har svært ved at beskrive, hvor glad jeg kan blive over den slags.

Intertekstualitet er ganske enkelt vidunderligt. Jeg bliver helt høj, når jeg opdager forbindelser mellem tekster, eller selv laver dem. Det får verden til at hænge sammen.

Hvis man bruger navnet Abraham i en sang, der foregår i New York, og forestiller sig, at Abraham går rundt i New Yorks gader. Det er jo fiktion. Alle ved jo, at Abraham ikke hører hjemme i New York. Hvad sker der med Abraham, når han går rundt i New York, og hvad sker der med New York, når Abraham går rundt i gaderne? Derfor bliver det så fantastisk.

Min far underviste på et præsteseminarium i Botswana, og da jeg begyndte at læse dansk, opdagede jeg, at ingen andre rigtig vidste facts'ene om Biblen. Der begyndte jeg for alvor at opdage intertekstualitet, især omkring alle mulige Bibel-fakta. 

Vi har alle sammen et enormt lager af mere eller mindre ubrugelig viden, og derfor er det fedt, når man kan spotte sammenhængene mellem noget historisk og noget helt nyt. Både i musik, film og anden kunst.

Man behøver ikke kunne forstå en tekst for at kunne forstå en sang.

Det fantastiske ved kunst er, at man ikke behøver at forstå det for at opleve det.

Børn skaber eksempelvis deres egen opfattelse af de sange, de ikke kan forstå endnu. Vi lærer jo først at elske musikken og melodien, og derefter lytter vi efter tekster og prøver at forstå dem også.

For mig er det rart at skabe orden i kaos. Jeg er vild med Excel-ark og tabeller, der kan holde styr på ting.

Fra naturens hånd er jeg ikke en person, der har enormt meget styr på tingene. Så hvis jeg skal kunne opretholde en værdig eksistens, blev jeg nødt til at lære at holde styr på alting.

Jeg er et kaos-menneske, der søger orden.

Det kræver så meget tid, når man ikke har orden i sagerne. Tit ender jeg dog med at bruge al min tid på at skabe orden i stedet.

Jeg møder tit folk, som jeg virkelig synes, jeg kan genkende, men ikke ved, hvor jeg kender fra. Det er virkelig irriterende, men man kan ikke slippe tanken. Det er måske fordi, jeg kan huske alle ansigter, men ingen navne.

Når man ikke har styr på tingene, bliver man god til at lade som om, man har det.

I tourbussen hører vi altid Velvet Underground, når vi kører over Storebæltsbroen. Jeg ved ikke helt hvorfor. Og lige inden vi kommer til Nyborg, hører vi "Run, Run, Run", men vi synger "Døgn, Døgn, Døgn".

Når man er ude at spille med sit band, opstår der mange underlige små ritualer. De betyder ikke noget, men de er alligevel meget vigtige. En form for meningsløs mening.

 

Om at fortolke TV-2's Fald Min Engel til Gi' Et Nummer-cd'en

Jeg har valgt at lave et cover af TV-2-sangen Fald Min Engel. Det er en fantastisk sang, der siger noget meget smukt om kærlighed på en meget enkel måde, og både tekst og melodi går op i en højere enhed.

Den handler om at overgive sig til hinanden, altså: "Det er okay, du falder, for jeg skal nok være klar til at gribe dig." En vanvittig smuk tanke. Der er et eller andet ved Fald Min Engel, der gør, at man bare hører efter og lytter. Jeg kan ikke forklare, hvad det er.

Jeg sang den for min kone, da vi blev gift. Så ud over at det er en smuk sang, er det også en sang, der betyder rigtig meget for mig personligt.

Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet den her sang, så derfor var det her en oplagt mulighed til at vise, hvordan jeg ville gøre, hvis det var min egen sang.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA