x

Mumford & Sons holder pause

Mumford & Sons holder pause

De har netop afsluttet en etårig verdensturné, hvor blandt andet USA er blevet velbesøgt. Nu har de fire fyre i Mumford & Sons besluttet sig for, at det er tid til at "se andre mennesker" og sætte succesprojektet Mumford & Sons på standby for en tid.

"Der vil ikke være nogen Mumford & Sons-aktiviteter i den nærmeste fremtid" har keyboardspiller Ben Lovett fortalt til Rolling Stone Magazine. "Det er det, der rører sig lige nu. At lave meget, meget lidt – specielt når det kommer til bandet. Vi vil bare restituere."

Kvartettens ferie startede i fredags, efter den sidste koncert på deres "Babel"-tour, der fandt sted i Bonner Springs, Kansas. Gruppens andet album Babel fik beskedne tre stjerner med på vejen af GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen med ordene: "Babel" er på ingen måde et dårligt album, og Markus Dravs' produktion er endnu engang lige i skabet, men derimod et album, hvor Mumford & Sons står noget i stampe og i dermed i skyggen af den stærkere forgænger, hvilket er ærgerligt." 

Mumford & Sons har næsten turneret non-stop siden udgivelsen af debutpladen "Sigh No More" tilbage i 2009. Debuten fik fire stjerner, igen af Kristian Bach Petersen, under overskriften "Fin indiefolk i skyggen af Arcade Fire." Begge album har gået deres sejrsgang, både i hjemlandet England og i USA, hvor "Babel" har solgt omkring 2,5 millioner eksemplarer. 

Nu bliver det spændende at se, hvor lang tid der går, før vi igen hører noget til d'herrer. Mange bands og solister har gennem tiden proklameret pauser på ubestemt tid for derefter at genfinde sig selv forholdsvis hurtigt. Eksempelvis Kings of Leon, der netop i dag udgiver deres første album, siden de i 2011 holdt en pause. En pause, gruppen netop har fortalt om til GAFFA. Læs interviewet her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA