Nyhed

Roskilde Festival gør status

Stor tilfredshed med årets festival

Her lidt over en uge efter, at de sidste toner klingede af på Dyrskuepladsen i Roskilde, er festivalen ved at have dannet sig et overblik over årets festival i tal. Og her er der fuld tilfredshed.

Roskilde Festival havde knap 80.000 8-dages-publikummer, og for første gang i mange år var der flere danskere end udlændinge – 58 % fra Danmark og 42 % fra udlandet. Derudover havde festivalen ca. 7.800 publikummer, der købte søndagsbillet og knap 1.700 gratister over 60 år. Altså alt i alt en festival med mere end 110.000 deltagere (når man medtager festivalens mere end 20.000 medarbejdere, ca. 5.000 medieakkrediterede og ca. 5.000 kunstnere med crew). Dermed kan Roskilde fortsat kalde sig Europas største flerdages rockfestival.

Fredag d. 23. juni kl. 15.00 blev de første publikummer ifølge festivalen spottet ved Entrance East, og i løbet af lørdag nat blev der sat armbånd på ca. 15.000 publikummer. Stemningen ved indgangene høj, og publikum havde ikke tålmodighed til at vente til kl. 08.00, hvor festivalens campingarealer officielt åbnede. Kl. 06.45 valgte publikum, at nu var klokken blevet så mange, at de ikke kunne vente længere, og væltede derfor hegnet. Festivalens folk var dog klar til at tage imod gæsterne allerede på dette tidspunkt.

Den såkaldte Warm-up-periode (de første fire dage, inden selve festivalen startede) var ifølge festivalen i år en stor succes. Blandt andet blev der taget godt imod to af de nye tema-agoraer (særlige områder, red.) ”Fish” og ”Swim”. Warm-up er ved at være velkendt blandt publikum. Hele 75 % af festivalens gæster ved ifølge festivalen selv, hvad warm-up er, hvilket er interessant, når man ser det i relation til, at 33 % af festivalens publikummer er førstegangsbesøgende.

Samlet var der kun tre koncertaflysninger, af henholdsvis Pharaoe Monch, Damian ”Jr. Gong” Marley og Goldfrapp. Musikprogrammet er blevet rost meget af såvel festivalgæsterne som musikkritikerne – også på GAFFA.dk.

På trods af at der har været 15.000 flere festivalgæster end i 2005, har politiet igen i år meldt ud, at det har været en ganske rolig festival.

Med et betydeligt større antal publikummer end sidste år er festivalen meget spændt på, hvordan det økonomiske resultat kommer til at se ud, men den oplyser, at den er sikker på at få et overskud. Overskuddet bliver uddelt via Foreningen Roskilde Festival til støtte for humanitære, almennyttige og kulturelle formål. Årets humanitære fokus – Act against Slavery – hvor gæsterne donerede deres pant til støtte for arbejdet mod især børneslaveri i Cambodja, nåede allerede indsamlingsmålet på ½ million kroner lørdag aften.

Roskilde Festival 2007 foregår fra den 1. juli til den 8. juli – warm-up fra 1. juli – 4. juli med åbning af Festivalpladsen torsdag den 5. juli.


Roskilde Festivals officielle hjemmeside

ANNONCE