Senere i dag får den danske komponist en præmie på 100.000 kroner, når komponistforeningen DJBFA holder 40 års jubilæumsfest i Store Vega
Komponist Signe Høirup Wille-Jørgensen, der går under aliaset Jomi Massage, skal i aften uropføre værket "Skråt Over Marken," som hun vandt DJBFA's store jubilæumskonkurrence med. Det sker med et ni mand stort orkester og tilhørende kor, når hun indtager Store Vegas scene i aften, hvor selve jubilæumsshowet afholdes.
Dommerne har valgt sangen i skarp konkurrence med flere end 200 andre værker, fordi Signe Høirup Wille-Jørgensen med "Skråt Over Marken" - og i øvrigt hendes omfangsrige og varierede produktion - udtrykker en konstant søgen efter nye måder at beskrive verden på. Et ønske om at udvide rammerne for, hvad man kan med musik og sangskrivning. Sådan lyder det fra de tre dommere Marilyn Mazur, Mike Sheridan og Halfdan E.
Signe Høirup Wille-Jørgensen er 39 år og har været komponist, siden hun var 18 år. Som kunstneren Jomi Massage arbejder hun både med musikudgivelser, filmmusik, radio og teater. Hun er ligeledes sangerinde, guitarist og keyboardspiller i gruppen Speaker Bite Me. Med æren følger 100.000 kroner og en mulighed for at opføre værket foran flere end 600 komponister og sangskrivere og repræsentanter fra dansk kulturliv i Store Vega. Arrangementet er lukket, men vi andre håber at kunne høre værket i anden sammenhæng inden længe.