Nyhed

Se Timberlake og Fallon tage pis på #hashtags

Sangeren og tv-værten har lavet en sketch, hvor de nedgør konceptet med de berømte og berygtede hashtags

Medmindre du har boet under en sten de seneste år, så ved du sikkert, at hashtags nok er kommet for at blive. #forever. Den albumaktuelle superstjerne Justin Timberlake og altmuligmanden Jimmy Fallon, der overtager The Tonight Show efter Jay Leno, har lavet en sketch, hvor hashtag-fænomenet bliver taget under kærlig, komisk behandling.

Justin Timberlake er albumaktuel om fire dage med anden del af det eksperimenterende album "The 20/20 Experience," hvor første halvdel allerede har gået sin sejrsgang verden over. GAFFAs anmelder Sohail Hassan gav pladen fem stjerner under overskriften: "Rolig og eksplosiv som nitroglycerin."

Den amerikanske Memphis-dreng er ikke kun berømt for sin utrolige evne til at forvandle alle musikalske projekter til guld. Han har tidligere bevist, at han også er en habil skuespiller og har et komisk talent, der bunder i en befriende omgang selvironi. Derfor er han nærmest blevet fast inventar i diverse late night sketchshows – blandt andet Saturday Night Live, hvor han, sammen med Adam Samberg, har gjort The Lonely Islands comedy-music verdenskendt.


Her kan du se ham i aktion med Jimmy Fallon:

ANNONCE