Nyhed

Priser til Trentemøller, Eivør og Spot Festival-leder

Sangskriverorganisationen DJBFA har uddelt tre hæderspriser

Sangskriverorganisationen DJBFA fejrede onsdag aften sin 40 års fødselsdag ved et lukket arrangement for medlemmerne i Vega. Ved den anledning uddelte organisationen også tre hæderspriser på hver 25.000 kroner og en statuette af kunstneren Stefan Nilsson. De tre priser gik til de to musikere og sangskrivere Trentemøller og Eivør Pálsdóttir samt daglig leder i paraplyorganisationen ROSA (Dansk Rock Samråd), Gunnar Madsen, der som en del af jobbet også er leder af Spot Festival.

Elektronikamusiker og komponist Trentemøller (billedet) med det fulde navn Anders Trentemøller Andersen har netop udgivet sit tredje album "Lost" og høstet flotte anmeldelser i ind- og udland. Onsdag aften fik han så en særlig hæder fra sine komponistkolleger oven i hatten, da han modtog DJBFAs hæderspris 2013 foran flere hundrede komponister og sangskrivere.

"Trentemøller swinger på den onde måde. Tager fat om din vejrtrækning skubber til din puls og sætter sin egen i stedet… Han invaderer din krop, så du føler som Trentemøller. Han er altid et skridt foran dig, og han er med dig og fører dig alle vegne hen. Det er stort," lød det blandt andet, da DJBFAs formand Susi Hyldgaard motiverede hædersprisen til Anders Trentemøller.


Eivør Pálsdóttir, færøsk sangerinde og sangskriver, modtog ligeledes hæder fra sine kolleger ved at modtage DJBFAs anden hæderspris 2013.

"Når hun synger, sidder vi "trollbundna". Vi smager på regnen, ser de grønne bakker og klipperne. Så hører vi lydene af havet, kraften i hendes råb, der veksler med hvisken der igen bliver til ord der duver på lydbølgerne i rummet. Og der midt i det hele mærker vi hver især, hvordan at hun byder os alle velkomne helt ind i hendes varme hjerte," forklarede DJBFAs formand Susi Hyldgaard blandt andet i foreningens motivering af hædersprisen til Eivør Pálsdóttir. Eivør Pálsdóttir er tidligere kåret til Ársins Føroyingur 2004 og Årets Danske Folk Vokalist i 2006.

Endelig modtog en ikke-musiker, nemlig daglig leder i paraplyorganisationen ROSA (Dansk Rock Samråd), Gunnar Madsen, også en DJBFA-hæderspris 2013. Gunnar Madsen, der fylder 60 år næste år, har været næsten hele musikpaletten rundt, bortset fra selv at stå på scenen.


"Han har begge fødder solidt plantet i den jyske muld og favner musikken i alle dens afskygninger. Fra vækstlag til de top-professionelle. Han har mærket alle sider af musiklivet på sin egen krop. Lige fra livet som roadie over chauffør til tourmanager. Det er det, som gør forskellen. Han ved simpelthen, hvad han snakker om. Han ser muligheder, hvor ingen andre gør, tager fat, når alle andre ville give op og kan med fast hånd vende udfordring til succes," lød det blandt andet i motivationen fra landets professionelle komponister og sangskrivere i DJBFA.

Ved arrangementet fremførte sangerinden og sangskriveren Jomi Massage med et stort orkester og kor kompositionen "Skråt Over Marken", som hun for nylig vandt DJBFA's sangskriverkonkurrence med. Med æren fulgte 100.000 kroner.

 


DJBFA har eksisteret i 40 år og samler 1500 professionelle komponister og sangskrivere inden for den rytmiske musik fra jazz og folkemusik til rock, pop, elektronisk og hiphop.

ANNONCE