Nyhed

Ásgeir Trausti – folk og electronica med klassiske rødder

Den lidt ydmyge sanger gæster de danske spillesteder med både islandske og engelske sange

Den 21-årige islandske singer-songwriter Ásgeir Trausti har siden udgivelsen af sit debutalbum i 2012 oplevet enorm popularitet i sit hjemland. Udenfor spredte ordet om den unge islænding sig også, og albummet førte blandt andet til turnéer i Europa og USA.

Debutalbummet "Dýrð í dauðaþögn" med sange på modersmålet er nu på vej i en engelsksproget udgave med titlen "In The Silence", og i denne sammenhæng er Ásgeir Trausti draget på en promotionturné, der gæster Danmark med koncerter i Aalborg, Aarhus og København.

"Dýrð í dauðaþögn" satte i 2012 rekord ved at være det hurtigst sælgende debutalbum i Island nogensinde og overgik således navne som Björk, Sigur Rós og Emiliana Torrini. Men trods populariteten føler Ásgeir sig ikke som en stor stjerne i hjemlandet:


– Jeg ser på ingen måde mig selv sådan. Jeg har fødderne solidt plantet på jorden og er meget stille og rolig omkring alting. Men det er gået virkelig godt i Island. I år har vi dog ikke været der så meget, da vi har turneret rundt i det meste af verden, fortæller han.

Familien er vigtigste inspiration

Ásgeir Traustis musikalske stil er melodisk folk blandet med elektronisk musik – og live vil der være både synthesizere og akustiske guitarer. Måske lidt overraskende, når man tænker på, at Ásgeir har en klassisk musikalsk baggrund:


– Jeg har spillet klassisk guitar, siden jeg var seks år gammel, men jeg har altid skrevet sange indimellem. Både det jeg lærte fra den klassiske guitarlære og sangskrivningen fungerede for mig, og rigtig mange idéer kommer fra den klassiske teknik, fortæller Ásgeir.

Samtidig er Ásgeir også vokset op med en stor og meget musikalsk familie på Island, og det er såmænd hans egen far, der har skrevet de islandske tekster på debuten. Ásgeir fortæller, at hans familie er den største inspirationskilde til det at spille og skabe musik:

– Jeg kommer fra en meget musikalsk familie. Min mor spiller kirkeorgel, og min far spiller akkordeon. Jeg har fem søskende, og de arbejder alle med musik på hver deres måde. Jeg er den yngste, så musik har altid været omkring mig i min familie, da jeg voksede op, og det var på en måde den eneste ting, jeg gerne ville: At spille musik. Fordi det var så vigtigt i min familie, siger han.


Sange både på islandsk og engelsk

Promotionturnéen har indtil videre varet omkring en uge, og ud over koncerter på festivaler og spillesteder laver Ásgeir en hel del interviews. Han har tidligere turneret med debutalbummet i store dele af verden og nyder turnélivet, når koncerterne går godt, publikum er glade, og når han har det sjovt med bandet, men også når han får lov til at se nye steder i verden.

– I år har vi været i USA, og det var virkelig særligt at være der to-tre uger. Vi har også været i Storbritannien, som vi rigtig godt kan lide. Det har været virkelig fantastisk at have muligheden for at spille sin musik og udforske nye steder, siger han.


Ásgeir Trausti og femmandsbandet glæder sig desuden til at komme tilbage og spille koncerter i Danmark, som de tidligere besøgte på årets Spot og Roskilde Festival. Det bliver til koncerter på Skråen, VoxHall og Koncerthusets Studie 2 først i oktober og en koncert i Koncerthuset igen i november.

Ved koncerterne vil der både være sange på islandsk og engelsk, så publikum både får muligheden for at høre versionerne fra debutalbummet og sangene i de nye engelske udgaver.

Det engelsksprogede album "In the Silence" udkommer på One Little Indian den 28. oktober, hvor den amerikanske singer-songwriter John Grant har været med til at oversætte og fortolke de islandske tekster til engelsk. Førstesinglen fra albummet udkom allerede i midten af august med titlen "King And Cross".


Koncerter:

2. oktober: Skråen, Aalborg
3. oktober: VoxHall, Aarhus
4. oktober: Koncerthusets Studie 2, København (udsolgt)
12. november: Koncerthusets Studie 2, København (ekstrakoncert)

Find billetter via GAFFA Live


 

 

 


 

ANNONCE