x

EU dømmer Sony BMG-fusion ulovlig

EU dømmer Sony BMG-fusion ulovlig

I sidste uge faldt der ved en EU-domstol afgørelse i sagen mellem Impala og Sony BMG. Impala, der er en forening af cirka 2,500 europæiske, uafhængige musikproducenter, mente at fusionen mellem de to multinationale pladeselskaber Bertelsmann AG (BMG) og Sony Music var uforenelig med fællesmarkedets regler i forhold til uhensigtsmæssig koncentration af magt og kapital. Noget, der kunne minde om monopol-dannelse. Det har de nu fået ret i ved en af de lavere retsinstanser i EU, beretter pladebranchen.nu.

Fusionerede Sony BMG har ellers eksisteret i bedste velgående i halvandet år, men nu har Impala altså fået annulleret den oprindelige fusions-tilladelse, der er to år gammel. Sagens parter har to måneder til at beslutte sig for at appellere. Hvis det sker, ruller appel-sagen formentlig tilbage til EU-kommissionen, men allerede nu kalder Impala det en sejr.

Efter Impalas opfattelse vil dagens afgørelse nemlig indebære, at der sættes en stopper for yderligere stor-fusioner i pladebranchen – for eksempel den længe diskuterede sammenlægning af EMI og Warner. "Det er en meget bemærkelsesværdig dom for musiklivet. Der er ingen tvivl om, at den vil blokere for yderligere fusioner, og vil ændre den måde musikbranchen og andre kreative brancher behandles på", siger Patrick Zelnik, der er leder af Impala, og derudover direktør for pladeselskabet Naïve, i Impalas officielle pressemeddelelse om sagen.

Sony BMG har indtil videre ikke villet kommentere dommen.

Link til pladebranchen.nu


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA