Nyhed

Guide: Her er weekendens bedste fester

Hvorfor er det en drøngod idé at tage i byen på Kulturnatten - uanset hvad? Hvem er Daedelus? Og hvorfor larmer det pludselig i kirken? Få svarene i festlisten!

Nu sætter GAFFA øget fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

Energisk enmandsshow
Måske oplevede du hans livlige, elektroniske musikshow på Apollo-scenen til Roskilde Festival i sommer; den velklædte californiske musiker Daedelus, som altid optræder i aristokratiske jakker med guldbrokade, tophat eller andre skarptskårne beklædningsdele, der leder tankerne hen på de æstetisk bevidste, britiske elegantierer fra slutningen af 1800-tallet, som man eksempelvis kunne møde i Oscar Wildes omgangskreds og teaterstykker.

Daedelus beskriver da også sig selv som "fuldtidsmusiker, deltids-dandy" og lever op til Wildes bon-mot om, at man skal være et kunstværk i sig selv – eller klæde sig som et. Og så har han dedikeret sin musikkarriere til at kæmpe mod klichéer – med sine improviserede elektroniske sæts, hvor han mixer alt fra hårde hiphopbeats og techno til psykedelisk rock og 30'er-jazz, på en bund af 90'er-rave og humørfyldte breakbeats, improviseret frem via hans selvbyggede instrumentboks med hundredvis af lysende knapper (og andet gear). Så du kan roligt forvente et festligt og livligt sceneshow i skarp modsætning til den sædvanlige laptopmusiker, som jo godt kan være en lidt stillestående affære at kigge på. Ud over Daedelus kan du høre danske Bwoy de Bhajan, som mixer sin genrebøjende elektroniske musik med inspiration fra naturens lyde og musik fra Østasien og Indien.

Og hvis du stadig er i tvivl, om du skal bruge aftenen inde eller ude, kan du jo tage Oscar Wilde med på råd. Som han skriver i sit mesterværk, romanen "Dorian Grays billede", om hvad der sker, når man bliver ældre, hvis ikke man passer på: "Vores lemmer bliver svagere, vores sanser rådner. Vi degenererer til hæslige marionetdukker, plaget af mindet om de passioner, som skræmte os, og de udsøgte fristelser, vi ikke havde modet til at give efter for." Kort sagt: Stay young. Stay foolish. Tag i byen og hør Daedelus.

Hvad: Daedelus
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Fredag fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


Undergrundsdisco fra 70'erne på Kolonien
Det kan i det hele taget anbefales at tage i byen fredag aften, hvor det jo er Kulturnat. Ikke nødvendigvis for at tage til et (ofte overrendt) Kulturnatarrangement, men simpelthen fordi gaderne denne aften summer af mennesker og liv på en måde, der minder om en rigtig storby, og som København med sin beskedne størrelse ikke normalt kan mønstre. Du kunne for eksempel slå et smut forbi den forholdsvist nyåbnede bar og natklub Kolonien, som fredag aften for første gang slår dørene op for deres nye månedlige klubaften Van Ahlen, der byder på newyorker-undergrundsdisco fra 70'erne, iblandet lidt soul og rock fra samme periode. Pladevennerne, Mathias Mesteño, Mads Schmidt og Ahlefeldt står bag pulten, og det er gratis hele natten.

Hvad: Van Ahlen åbningsaften
Hvor: Kolonien, Ved Stranden 16, Kbh. K.
Hvornår: Fredag 21.30 til 05
Hvordan: Facebook-link


Churchill lægger kirken ned
Hvis du gerne vil til et Kulturnatarrangement af den gode slags, kunne det være Kulturnatklassikeren Churchill, som traditionen tro (det er 29. gang!) omdanner Brorsons Kirke til smukt et lyshav af glidende visuals, kreeret af lysmagikerne fra Obscura. Og selvom Churchill normalt er noget med madrasser på gulvet, chillet ro og varm kakao, så lyder det denne gang fra arrangørerne: "Det bliver ikke stille". Aftenens lineup er Space Sounds (20-21), Svartbag (21-22), Mikkel Meyer (22-23) og Acorn Falling (23-24) samt Svartbag igen (med "støj") fra 24 til 01. Og så er det gratis.

Hvad: Churchill #29
Hvor: Brorsons Kirke, Rantzausgade 49, Kbh. N.
Hvornår: Fredag kl. 20 til 01
Hvordan: Facebook-link



Drum'n'bass i Pumpehuset

Lørdag skal vi tilbage til Pumpehuset, som har hevet drum'n'bass-stjernen Sub Focus til byen. Historien om, hvordan Sub Focus aka Nick Douwmas musikkarriere startede, er en herlig lille en: En af hans venner afleverede en hjemmebrændt cd med Nicks musik til Ram Records' labelboss Andy C på en natklub i London en aften i 2003, og selvom det kunne være løbet totalt ud i sandet, fordi telefonnummeret på cd-coveret faktisk ikke var det rigtige, så lykkedes det alligevel den stædige vædder Andy C (jep, lad os bare nævne hans stjernetegn – han har nemlig opkaldt sit pladeselskab efter det) at opstøve ungersvenden – og booom, så var Sub Focus signet på det mest succesrige drum'n'bass-pladeselskab i verden.

Sub Focus' debutalbum indeholdt både drum'n'bass, dubstep og electrohouse – og nu er hans andet studie-album lige på trapperne. Og selvom det måske er ham, du kommer for at høre, så gå ikke glip af Tim Drivers opvarmnings-sæt; det kan sagtens blive nattens musikalske højdepunkt (hør et helt nyt Driver-mix her). Ud over Sub Focus og Tim Driver er det C.A.R.T. (Christiania Radios Torsdags Redaktion), der fyrer op under dansegulvet.

Hvad: Sub Focus og ID
Hvor: Pumpehuset, Studiestræde 52
Hvornår: Lørdag 12. oktober fra kl. 22
Hvordan: Facebook-link


 

Laid Back på Bremen
Festivalprogrammet til dette års CPH:DOX-festival offentliggøres ved en fest på Bremen lørdag aften, som indledes med en dokumentarfilm (danmarkspremiere på "Teenage" af Matt Wolf), koncert med Laid Back og elektroduoen Kill J samt efterfølgende fest på Natbar med Mette fra Asteroid Galaxy Tour, Cille Veje & Karen Beldring, Pixi og T.O.M. fra Lulu Rouge bag dj-pulten. Der er gratis adgang til festen på Natbar fra midnat.

Hvad: Diesel og CPH:DOX holder fest på Natbar
Hvor: Bremen, Nyropsgade 39-41, Kbh. V.
Hvornår: Lørdag 12. oktober fra 19.30
Hvordan: Link til cphdox

 


Tager Aarhus en lille lur? Afsted til Godsbanen.
Det virker som om Aarhus' natteliv slumrer lidt i denne uge. Men fredag er der i hvert fald gang i den på hele Godsbaneområdet, hvor der er udstillinger, rundvisninger, åbne værksteder og i det hele taget åbne døre over det hele dagen og aftenen lang. Der er for eksempel champagnesalon i Foyeren, rulleskøjtedisco fra 16 til 18 i Den Rå Hal efterfulgt af en gratis psykedelisk koncert samme sted og undergrundshiphop i B-Huset. Se det fulde program her.
Og lørdag kan du så tage på Sway og høre new wave, italo og lidt post-punk, serveret af Helmuth Kool fra midnat og frem.

Hvad: Godsbanen Insightout
Hvor: Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Aarhus C.
Hvornår: Hele fredag, fra 10 om formiddagen til ud på natten
Hvordan: Facebook-link

Hvad: Oktoberfest på Sway
Hvor: Sway, Skt. Clemens Torv 17, kld, Aarhus C.
Hvornår: Lørdag fra 21 til 05
Hvordan: Facebook-link

ANNONCE