x

Stjerne-rockfotografer udstiller på Trapholt – se billeder her

Stjerne-rockfotografer udstiller på Trapholt – se billeder her

Fotograferne Bent Rej og Søren Solkær har gennem årene haft eksklusiv adgang til at fotografere samtidens største musikere – kunstnere som The Beatles, Mick Jagger, Jimi Hendrix, Adele og Gnarls Barkley. De har begge opereret på den internationale rockscene, og deres billeder publiceres verden over. Nu kan man opleve et eksklusivt udvalg af deres fotos på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Sammenstillingen af deres værker fortæller historien om rockens forandring fra nyhed til at være en af det 20. århundredes væsentligste kulturelle strømninger.

Hvor Bent Rej er reporteren med billedreportager og stærke billedkompositioner, så er Søren Solkær mere en iscenesætter, som tydeliggør de forskellige musikere som autentiske individer med en stærk skabertrang. En fortælling, der blandt andet bliver iscenesat i et filmisk stillbillede eller et kontrastfyldt billede med mange modsatrettede signaler. I en årrække i 00'erne var Søren Solkær i øvrigt fast tilknyttet GAFFA.

I en pressemeddelelse fra Trapholt beskrives de to fotografers værker som en historisk rids af rockmusikkens udvikling og betydning:

"Rockmusikken er ikke blot blevet en del af rockkulturens egen selv-reference. Rockmusik skaber trends, og hele ungdomskulturen mimer den adfærd, man præsenteres for gennem portrætterne. Således viser udstillingen også en forandring i ungdomskulturen – men ikke kun den – også i den voksne kultur blandt de generationer, som er vokset op med rockmusikken, og som adfærds- og beklædningsmæssigt fortsætter med at refererer ind i rockæstetikkens univers."

Udstillingen åbner 12. december 2013 og løber et helt år – til 4. januar 2015.

Se udvalgte billeder fra udstillingen, der er navngivet "Face to Face," lige her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA