x

Kongen af croon fylder 80

Kongen af croon fylder 80

En af de helt store og originale croonere, elegantieren Tony Bennett, runder 80 år den 3. august. I den anledning udsendes den 26. september albummet Duets: An American Classic på RPM/Columbia. Pladen er indspillet live i studiet, og Bennett synger her sine største hits i duetter med nogle af klodens største musikalske profiler – bl.a. Barbra Streisand, Bono, Paul McCartney, Elton John, Dixie Chicks, John Legend m.fl.

I samme forbindelse vil NBC fejre Bennett og albummet med en stort anlagt tv-special til efteråret. Blandt de allerede bekræftede special guest stars er Elton John, Stevie Wonder, John Legend og k.d. lang. Skuespilleren Billy Crystal er vært, og desuden medvirker Robert de Niro og Catherine Zeta-Jones.

Showet Tony Bennett: An American Classic filmes ved det legendariske Los Angeles Theater og instrueres af Rob Marshall (kendt for bl.a. Chicago). Det udformer sig som en musikalsk rejse gennem sangerens liv og gør holdt ved en række relevante steder og tidspunkter: Fx. New Yorks Greenwich Village i 1949, hvor Bennett blev opdaget af Bob Hope, samt Columbia Recording Studios, hvor Bennett indspillede en stribe hitsingler i 50'erne og starten af 60'erne.

Bennett vil fremføre sine hits som duetter med en række stjerner, inden han til slut alene giver sin signatursang, "I Left My Heart in San Francisco", så ikke et øje, må man formode, vil være tørt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA