Bob Dylan i topform inden danske koncerter

Vores venner på den norske GAFFA-redaktion var i går til koncert med Bob Dylan i Oslo i den store koncerthal Spektrum. Som optakt til den amerikanske troubadours danske optrædener den 15. og 16. oktober i Falconer Salen i København kan du her få et overblik over, hvad du kan forvente af ikonet. GAFFA Norges Brand Barstein er yderst begejstret og giver fem stjerner og skriver:

Fortællingen om, hvordan Dylan gjorde Oslos arena til en intim bluesbar. Og lykkes.

En levende legende ruller ind i byen i begyndelsen af en Europaturné. Han har været her før, for at sige det mildt. Ja, mange vil nok sige, at han er her igen, fulgt af et lidt undrende blik, som om igen fortjener at blive markeret med et spørgsmålstegn og et udråbstegn.

Som om en koncert med Bob Dylan skal være en forpligtelse. At man må se ham igen, fordi det måske er hans sidste koncert på norsk jord.

Sådan nogle er der til stede her til aften.

Men gudskelov er Oslo Spektrum hovedsageligt fyldt af den anden type Dylan-fans. Dem, der følger sætlisten til hver eneste koncert med et analytisk og humoristisk blik. Dem, som sandsynligvis også var her i 2011 og 2009. Og mindst til tre af de fem andre koncerter, han har haft i 00'erne. Dem, som har slået sig til tåls med, at Dylan ser lidt slidt ud, men som liver op, da de hører stemmen, som tager sig charmerende rusten ud på "Modern Times" og "Together Through Life" og som en bunke af pigge på "Tempest." Men nok om det. At snakke om Dylans stemme er vist som at kaste sten i en kirke.

En Dylankoncert er som sådan en tricky én at anmelde, for der vil altid være nogle, som kan så uhyggeligt meget mere, som har set flere koncerter og hørt alle radioprogrammer om ham. Men skidt med det, når den levende legende ruller ind i byen og stiller alle på en lige linje. Ingen her vil nogensinde overvære en mere excentrisk, sagnomspunden eller vigtigere popkulturel personlighed end den tynde mand, der står på scenen.

72 år gammel. 51 år som aktiv pladeartist. "Freewheelin'"-pladen, som mange vil argumentere for skabte 60'erne, fyldte 50 år i år. De enormt populære Bootleg-albums har opnået ti udgivelser. Alice Munro har lige vundet Nobelprisen i litteratur, men Dylan var nomineret. Igen.

Koncerten har fået en tidlig begyndelsen. Det rygtes, at det her bliver en maratonkoncert.

Han står der med spredte ben, klar uden guitar. Omringet af sine fem mænd, der er iført jordfarvede outfits, står Dylan frem som en bandleder i sort, med leopardstribede bukser. Virker han lidt usikker? Det eneste sikre i åbningsminutterne, nej vent, åbningskvarteret, er, at hvis man ikke kan teksterne, så kan man ikke høre, hvad der bliver sunget.

Mobilerne blitzer. Dylanfans har åbenbart store forventninger til den mængde lys, der kommer ud af deres telefoner. Der er mange oplyste sind imellem et siddende Oslo Spektrum denne torsdag.

Sættets puls er stabilt indstillet gennem åbningssangene. Nyere materiale. "Tempest." Dylans evige søgen efter egne rødder og det traditionelle. Scenen er intim med seks store projektører vendt mod bagtæppet. Lyssætningen virker enkel, men ændres subtilt for hver sang. Applausen er generøs for hvert eneste nummer. Den geniale "Tangled Up In Blue" modtager som fortjent aftenens hidtil største bifald, til trods for guitarproblemer. En generøs "It's Alright Ma" lægger en linje for resten af et problemfrit sæt. Americana – der findes ingen bedre beskrivelse- Dylan og bandet gør Oslos største arena til baglokalet på en bluesbar, og det helt naturligt.

"Don't go anywhere folks, we'll be right back" siger Dylan som den eneste publikumshenvendelse før en noget overraskende pause.

Tilbage igen: Blues, sejt, langt og relativt anonymt. Sættet trækker meget på det nyeste album "Tempest." Men så: "Forgetful Heart." Lyset dæmpes, tempoet sænkes. Scenen bader i sagte lys, bagtæppet er dækket af en midnatshimmel. "What can I say / without you it's so hard to live." Stemmen – ja, stemmen – den er der. Dylan finder mundharpen frem og får bifald efter hver eneste solo. Han er blevet en balladens mand.

Det bliver ikke et maratonsæt. Men det bliver et klubsæt i traditionel amerikansk stil og storhed på en overraskende intim scene.

De kommer tilbage på scenen for to ekstranumre. "All Along The Watchtower" bliver det mest rockede indslag. "Blowin' In The Wind" spilles med et countrypræg, der fungerer nogenlunde, men så tager Dylan igen mundharpen frem, og alt bliver godt. Dylan og bandet tager imod det stående bifald for anden gang. Siger ingenting. Stirrer bare."

Sætlisten til koncerten var som følger:

Se den norske ordlyd af anmeldelsen på GAFFA.com