Nyhed

Marie Key giver ekstrakoncert på udsolgt turné

Efterspørgslen på koncertbilletter til Marie Keys efterårsturné har været så stor, at hun nu skriver en ekstrakoncert i kalenderen

Marie Keys efterårsturné melder nu helt udsolgt på samtlige af turens spillesteder. Efterspørgslen er på trods af billetmanglen stadig stor, så stor, at der nu er skemalagt en ekstrakoncert i Store Vega. Koncerten bliver den 5. Vega-koncert på Marie Keys efterårsturné og afholdes mandag den 9. december. 

Marie Key udgav for et år siden albummet "De Her Dage", som har givet sangerinden det helt store gennembrud som solist. Albummet blev ved udgivelsen anmeldt af GAFFAs Jan Opstrup Nielsen, der gav den fem stjerner under overskriften: "Lækkerier. Marie Key rammer det sublime på formfuldendt udspil."

I sommer nåede Marie Key op på førstepladsen på albumhitlisten med sit populære album "De Her Dage", som inden da havde ligget på hitlisten i hele 36 uger. I sidste uge lå hun nummer fire, og hun har i alt figureret på listen i hele 49 uger.


Billetsalget til ekstrakoncerten i Store Vega starter tirsdag den 15. oktober kl. 10.00, og billetter kan findes på Billetlugen.

Den ellers udsolgte turné begynder 1. november i Skanderborg Kulturhus. Hannah Schneider er opvarmning på hele touren.

ANNONCE