Nyhed

Nephew afslutter turné med udsolgt i Forum

Der er nu udsolgt til Hjertestarter Arena Tours afslutning i Forum på fredag

Nephews "Hjertestarter Arena Tour 2013" har i september og oktober besøgt arenaer i Odense, Aalborg, Aarhus, Herning, Sønderborg, Horsens og Esbjerg og slutter af i Forum i København fredag den 18. oktober. Denne koncert kan nu melde udsolgt, altså 10.000 billetter.

Koncerten var også udsolgt i Scandinavian Congress Center i Aarhus 4. oktober, hvor der var solgt 4000 billetter, og i alt har bandet ifølge deres bookingbureau Skandinavian solgt knap 40.000 billetter på deres "Hjertestarter Arena Tour". Ifølge Skandinavian er der tale om den hidtil største produktion og danske tour fra et dansk band på hjemmebane nogensinde. Nephew har således solgt lidt flere billetter end Volbeat, der i november og december spiller i et udsolgt Jyske Bank Boxen og to gange i Forum, hvor den ene koncert er udsolgt og den anden er næsten udsolgt.

Fra januar til marts var Nephew på en udsolgt turné til først helt små steder på den jyske vestkyst, fra Tversted i Nord til Fanø i syd, dernæst til en række mellemstore spillesteder rundt i Danmark. Herpå drog de rundt til sommerens festivaler i blandt andet Jelling, Nibe, Skive og på NorthSide i Aarhus.


Nephew bruger i øvrigt hovedparten af skolernes efterårsferie til at varme op til Forum-showet med Musikstarter-camps rundt omkring i Danmark. Kernen i Musikstarter er de såkaldte Musikstarter-camps, som Nephew, Ungdomsringen og Roskilde Festival har arrangeret rundt omkring i Danmark i efterårsferien 2013. Her vil de unge modtage traditionel undervisning, masterclasses ved professionelle samt have mulighed for både at indspille og optræde for hinanden.

GAFFAs anmelder Stine Lykkebo anmeldte åbningskoncerten på "Hjertestarter Arena Tour" til fem stjener under overskriften "Et skingrende brag af en fest"

Nephew udgiver 18. november bokssættet "1-2-3-4-5", der indeholder bandets fem studiealbum, en stor 70 siders artwork-bog, fem coverposters samt 16 hidtil uudgivne numre. 


 

 

ANNONCE