x

Saga lægger vejen forbi Danmark

Saga lægger vejen forbi Danmark

Canadiske Saga er et legendarisk navn i den progressive rock-genre. Gruppen blev dannet tilbage i 1977 med Genesis, Yes og landsmændene i Rush som forbilleder. Siden har de turneret tæt i hele verden og har udgivet hele 20 studiealbums siden den selvbetitlede debutplade fra 1978. Nu gæster de Danmark og spiller to koncerter henholdsvis i Amager Bio den 27. april og på Skråen i Aalborg den 28. april.

Danmark er blevet et fast stop på bandets turnéer de sidste mange år – Saga er nærmest stamgæster med en koncert i Amager Bio hvert andet år. Den seneste af disse fandt sted i oktober 2012, hvor Michael Sadler var tilbage med mikrofonen i front. De fik tre stjerner for den optræden af GAFFAs Rasmus Heide under overskriften "Lidt for magelig hjemmebanesejr til Saga."

Dengang havde Saga netop udgivet deres første album i tre år, "20/20", og som titlen antydede, var det canadiernes 20. studieplade, med reference til keyboardspiller Jim Gilmour, der havde gennemgået en øjenoperation under foregående Europa-tour. 20/20 står for det perfekte syn. Cover såvel som titel har i øvrigt en vis lighed med Justin Timberlakes seneste to album "The 20/20 Experience", men det var altså Saga, der kom først.

Saga arbejder nu på nyt materiale, men april næste år er sat af til en Europa-turné.

Billetsalget er startet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA