Lukas Graham vinder europæisk musikpris

Lukas Graham vinder europæisk musikpris

Den europæiske musikpris European Border Breakers Awards (EBBA Awards) har netop offentliggjort vinderne, som blandt andre inkluderer den unge Lukas Graham. Prisuddelingen fejrer de bedste nye artister i Europa, som har formået at nå ud over landsgrænserne. Udover Graham kan artister som britiske Disclosure og islandske Ásgeir Trausti bryste sig af at være på listen over årets EBBA-vindere. Du kan se den komplette liste herunder.

En af de i dag annoncerede vindere vil ydermere modtage en "Public Choice Award", som baseres på antal stemmer givet via EBBAs website. Man kan stemme på artisterne fra den 1. november til den 20. december. Går man ind på siden og afgiver sin stemme, deltager man i konkurrencen om billetter til prisuddelingen.

European Border Breakers-priserne bliver uddelt ved Eurosonic Noorderslag festival i Groningen, Holland den 15. januar 2014. Hele programmet bliver live-streamet via YouTube, hvor man kan se optrædener med flere af vinderne.

Blandt tidligere vindere af EBBA er Adele, Stromae, Emeli Sande, Gabriel Rios, Of Monsters and Men, Mumford & Sons, Caro Emerald, Lykke Li, The Darkness, Katie Melua, The Ting Tings, C2C, Tokio Hotel, The Script, Zaz, Swedish House Mafia, Saybia, Damien Rice, KT Tunstall, Alphabeat, Milow, Agnes Obel, Nabiha og Afrojack.

Herhjemme har Lukas Graham også høstet flere priser. Senest modtog han en Carl Pris som "Årets Gennembrud/talentpris" for sit selvbetitlede debutalbum. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez gav ved udgivelsen albummet fire stjerner under overskriften: "Lækker luksus-retrosoulpop fra den populære Christianit og vennerne."

 

Vindere af EBBA 2014: 

GuGabriel (Østrig)

Lukas Graham (Danmark)

Woodkid (Frankrig)

Zedd (Tyskland)

Asgeir Trausti (Island)

Kodaline (Irland)

Jacco Gardner (Holland)

Envy (Norge)

Icona Pop (Sverige)

Disclosure (Storbritannien)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA