Nyhed

Damon Albarn danner nyt band

Den hyperaktive Gorillaz- og Blur-frontmand teamer op med Clash-bassist og Verve-guitarist

Billede: Mikkel Stenbæk Hansen

Den altid hittepåsomme Gorilliaz- og Blur-frontfigur Damon Albarn har nu dannet et nyt band, skriver nme.com. Albarn er gået i studiet med Gorillaz-producer Danger Mouse (også kendt fra Gnarls Barkley, som bagmand for “The Grey Album” og meget mere), den gamle Clash-bassist Paul Simonon, den gamle Verve-guitarist Simon Tong (som også lejlighedsvis har spillet guitar for Blur) og trommeslageren Tony Allen (Fela Kuti med flere).

Det nye band har endnu ikke fået noget navn, men til gengæld ligger det fast, at deres kommende album får titlen 'The Good The Bad And The Queen', bliver en konceptplade om London og ventes udsendt til januar næste år. Første single forventes udgivet til oktober, hvor gruppen også får sin livedebut på Camden-spillestedet The Roundhouse.


Damon Albarn har tidligere udtalt sig tvivlende om, hvorvidt der kommer flere Gorillaz-album. Til gengæld har Blur-bassist Alex James udtalt, at Blur så småt er gået i gang med at indspille opfølgeren til 2003-albummet “Think Tank”, så noget tyder på endnu en travl tid for Albarn.

ANNONCE