Nyhed

Oscar-vindende sanger død

Sanger og skuespiller, der vandt en Oscar for bedste filmsang i 1968 er gået bort

Sangeren og skuespilleren Noel Harrison, der nok bedst er kendt for sin Oscar-vindende sang "The Windmills Of Your Mind", er afgået ved døden, 79 år gammel, skriver BBC News. I 1968 vandt han den prestigefyldte pris for sangen, som blev indspillet til Norman Jewison-filmen "The Thomas Crown Affair" med Steve McQueen og Faye Dunaway i hovedrollerne. Filmen er senere blevet genindspillet med Pierce Brosnan og Rene Russo tilbage i 1999.

Harrison har udtalt om indspilningerne af "The Windmills Of Your Mind", at det ikke virkede som noget særligt dengang:

- Jeg gik i studiet en eftermiddag og sang den, og så glemte jeg faktisk alt om den igen. Først senere indså jeg, hvilket tidløst og smukt stykke, Michel LeGrand, Alan Bergman og Marilyn Bergman (sangskriverne, red.) havde skrevet. Det har vist sig at være mit mest bemærkelsesværdige stykke arbejde nogensinde.


Noel Harrison kom oprindeligt fra byen Devon i England, men boede det meste af sit liv i USA. Han har spillet med i tv-serien "The Girl From UNCLE" og har præsteret at have flere sange på hitlisten, blandt andre "A Young Girl" samt "Suzanne" af Leonard Cohen.

Et utal af sangere har gennem tiden lavet coverversioner af "The Windmills Of Your Mind." Blandt andre Dusty Springfield på albummet "Dusty In Memphis" samt Barbara Streisand.

Se Noel Harrison synge Oscar-vinderen her: 

ANNONCE