Når Danmark varmer op til det store MTV EMA-show, bliver det i selskab med flere nationale og internationale stjerner
Den 31. oktober afholdes der i Tap1 i København Pre-Party til MTV European Music Awards, hvor de danske nominerede artister hyldes. Her kan gæster se frem til et møde med flere af Danmarks største artister samt en håndfuld internationale navne.
Først og fremmest optræder de fire nominerede Nik & Jay, Panamah, Jimilian og Shaka Loveless. Hertil har arrangørerne inviteret Orgi-E, der også er kendt fra Suspekt samt Svenstrup & Vendelboe, der begge optræder til MTVs danske Pre-Party.
I tillæg til de danske artister har London-trioen White Lies også meldt deres ankomst på dansk grund. White Lies debuterede i 2009 og hittede med sange som "To Lose My Life" og "Farewell to the Fairground" fra deres debutalbum, som har solgt guld herhjemme. Opfølgeren "Ritual" gik direkte i top 10 på den danske albumhitliste, og i august i år udgav White Lies deres tredje album "BIG TV", hvorfra singlen "There Goes Our Love Again" stammer. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs Kristian Petersen.
De tre drenge er dog ikke de eneste kendisser, som tager turen fra England til Danmark. Scott og Jay fra populære "Geordie Shore", der er den engelske version af realityprogrammet "Jersey Shore", kommer også med til den danske opvarmning til det store MTV EMA-show, hvor de er med for at feste med det kvindelige publikum.
White Lies giver i øvrigt også en hel koncert i Store Vega i København 25. november.
Hvis gæstelisten tiltaler dig, kan billetter findes via GAFFA Live.