x

Nekrolog: Lou Reed er død, 71 år

Nekrolog: Lou Reed er død, 71 år

Det vil være både pubertært, patetisk og en kende arrogant at omtale det som et personligt tab, når en person, man ikke kendte, takker af. Og alligevel er det svært at komme udenom følelsen i aften (27. oktober, red.), hvor den umådeligt triste nyhed om Lou Reeds død er tikket ind.

I en jungle af inferiøre kulturprodukter ragede Reed op som en af rockmusikkens all time allervigtigste figurer - og som en af efterkrigstidens store, amerikanske lyrikere. Og selvom det på sin vis er mere overraskende, at det ikke er sket før, end at han nu er død - ja, så er det hul, han efterlader, altså til at tage og føle på. 

Nye standarder
 
Selv ville Reed utvivlsomt kun have haft et hånligt skuldertræk til overs for den slags højstemte tirader. Hos ham var kynismen en kardinaldyd og dødsbevidstheden en fast følgesvend, lige siden han i tyverne skrev sig ind i rockhistorien med gruppen The Velvet Underground - et af de trods alt temmelig få bands, hvor udtrykket "stilskabende" ikke bare er en smart pr-medarbejders rutinemæsige floskel, men et simpelt faktum.
 
The Velvet Underground satte nye standarder for, hvad man kunne gøre med rockmusikkens primitive formsprog - og da gruppen pakkede sammen i 1970, fortsatte frontfiguren Reed med at praktisere det, han tidligt i karrieren sagde var hans artistiske projekt: At lave rockmusik for voksne.
 
En fyldig karrieregennemgang er ikke ærindet her, så lad det her blot være sagt at Onkel Lou - som Dan Turell kærligt kaldte ham - med album som "Tranformer" (1972), "Berlin" (1973), "Coney Island Baby" (1976) og "Street Hassle" (1977)  gav os nogle af sin genres mest uafrystelige værker. Og når han stod på scenen på en god aften, kunne det ganske enkelt ikke blive mere cool - eller vedkommede, for den sags skyld.
 
I al sin antagonistiske vælde, må det straks tilføjes, for Reed stod der aldrig for at behage nogen. Nærmest tværtimod, kunne man af og til få indtryk af. Han gjorde simpelthen sin ting, som ingen andre end Lou Reed kunne gøre den, eller som han selv bemærkede ved en koncert engang: "I do Lou Reed better than anybody."
 
Skarp og kompromisløs
 
Jo tak, det skal jeg love for. Så sent som sidste sommer stod han på scenen i Falconer Salen på Frederiksberg og leverede en knusende, kompromisløs koncert af den slags, som minder én om hvorfor rock'n'roll overhovedet er værd at beskæftige sig med. Også når man har rundet de tredive. 
 
Et par år forinden havde undertegnede æren af at tilbringe en stund med mesteren i et backstagelokale, i forlængelse af et telefoninterview. "Det var... overvældende," prøvede jeg diplomatisk, med henvisning til den just overståede støj-seance med hans Metal Machine Trio.
 
"Well, også for mig," svarede han i sin velkendt ordknappe og ikke så lidt skarpe stil. Lou Reed ønskede ikke at spilde sin tid med smalltalk - ligesom han aldrig spildte sine lytteres.
 
Dengang i foråret 2010 sagde han også at "Jeg laver dette her for min egen skyld. Og hvis du er heldig nok til at være i nærheden, er du heldig nok til at få lov at høre det." I aften står det i smertelig grad klart, præcis hvor stort et privilegium det var at få lov at opleve Lou Reed i levende live. Han kommer ikke igen. For fanden, hvor vil han dog blive savnet.
 
 
Da Lou Reed fyldte 70 i marts 2012, bragte GAFFA et stort portræt af ham og hans jævnaldrende Velvet Underground-kollega John Cale. Du kan læse portrættet i GAFFAs artikelsektion.
 
Læs også GAFFAs ovenfor omtalte interview med Lou Reed fra april 2010 i GAFFAs artikelsektion.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA