GAFFAs Torben Holleufer ser tilbage på over 40 år med en m/k, man ikke uden videre accepterer er død.
Folkets mand det dumme svin er ikke mere. Det er selvfølgelig løgn. For Lou er en tilstand og som sådan altid her, der og alle vegne. Men fysisk er der noget der sluttede for under et døgn siden hjemme i huset på Long Island. Det er medier over hele verden ret enige om, så det skal nok passe.
Det var leveren, der slog Lou ihjel. Jeg kendte ikke Lou Reed personligt, men som alle der i over 40 år havde været grebet af stemmens intense personlighed og de uhæmmede støjguitarer, har jeg et personligt forhold til manden, som engang på en liveplade tog afstand fra Patti Smith, Robert Mapplethorpe, Talking Heads og hele wannabe-parnasset i sluthalvfjerdserne og råbte: "Are we being broadcasted? Fuck Radio Ethiopia, man, I'm Radio Brooklyn. I AIN'T NO SNOB!!! Men som også kunne udtrykke kærlighed – til en gift kvinde selvfølgelig - så enkelt med omkvædet som et mantra om at dvæle ved den elskedes blege blå øjne i sangen Pale Blue Eyes.
Jeg vil gætte på, at den leverbetændelse som gamle junkier ofte har fået på et eller andet tidspunkt irriterende mange år senere, blev til kræft. I hvert fald fik han en ny lever for 4 måneder siden, og den gang var Laurie Anderson, hans sidste kone og selv et New York avant-rock-ikon, ude og rose klinikken i Cleveland i Ohio, som havde reddet hendes mand. Men det var åbenbart ikke nok. Den sidste tid havde Lou igen været på klinikken, og der havde lægerne konstateret, at rocklegenden på trods af flere årtiers intenst helsetrip, var i det endelige stadie.
Så for et par dage siden tog han sammen med Laurie og familien tilbage til Long Island, udenfor New York, hvor han døde fredfyldt omgivet af familie og venner. Men som lægen er citeret for at sige, vedblev Lou med at lave sin daglige tai-chi-øvelser til bare en time før, det var helt slut. For som Leonard Cohen har sin zen havde Reed fundet denne kinesiske vej til indre balance.
Androgyn
Mit liv med Lou Reed startede helt forkert. De lidt ældre venner har siden mobbet med det, men det var altså ude på Be-In på Dyrehavsbakken ved bagsiden af den gamle trærutsjebane, at bartenderen Alice fik den glimrende idé at tæppebombe os flipperyngel fra veldresserede hjem i de nordlige forstæder med hvad min fire år ældre livskammerat Holger til alle tider har kaldt glamourpladen, nemlig der, hvor Lou havde sluppet guitaren, taget den lange robe på og kørt den androgyne makeup helt op i det røde felt på Rock'N'Roll Animal.
Hvor vi disciple af lange guitarsoloer og trommesoloer kunne gå helt i knæ til guitaristerne Dick Wagner og Steve Hunter, når de to satte trumf på på specielt Heroin. Man skal jo starte et eller andet sted, og linjer som disse satte sig som mantraer inde i dna'en:
When the smack begins to flow
Then I really don't care anymore
About all the Jim-Jims in this town
And everybody putting everybody else down
And all of the politicians makin' crazy sounds
All the dead bodies piled up in mounds, yeah...
Så var man på, mens man dog i modsætning til Reed og slænget fra The Exploding Plastic Inevitable ikke nødvendigvis skulle tage heroin-trippet med i oplevelsen. (Prøvede det vist en gang ved en fejltagelse, troede det var coke, men det var altså så laaaaaaangsomt..!!!. ) Ikke at man ikke havde hørt Walk On The Wild Side i radioen, men det var jo så pænt og nysseligt og faldt fint ind i alt det andet FM radio i det årti. Men da rockdyret blev sluppet løs og sange som White Light/White Heat, I'm Waiting For My Man – ja, fuck jer Pundits, jeg siger altså "my" og ikke "the" - Venus In Furs og Heroin gik rent ind, var det tid til at gå amok og samle op. Og den første plade, jeg fik fat i var netop White Light/White Heat, som ganske passende endte med at blive stjålet af nogle junkier ved navn Kim og Tom "Fodpedal", da jeg boede BZ'at på Vesterbro i 1984!
Satori med Lou
Med White Light/White Heat fik jeg mit livs helt store AHA-oplevelse, eller satori, som ham vi alle sammen læste på det tidspunkt, Dan Turèll, ville sige. Nemlig under bluesrundgangen tilsat så meget støj og beretningen om Sister Ray:
.....Who is that knocking
Who's knocking on my chamber door
Could it be the police
They come and take me for a ride
I haven't got the time-time
She's, ah baby, sucking on my ding-dong
she's sucking on my ding-dong
Oh, just like Sister Ray said
But I'm searching for my mainline
I couldn't hit it, oh, side, oh, sideways
I said I couldn't, I couldn't I couldn't hit it sideways
Just like baby, just like that Baby, just like now 'cause just like Sister Ray said
Havde selvfølgelig allerede købt min første guitar dengang. I Lyngby Storcenter var en butik fyldt op til randen med sorte Peavey-forstærkere og på væggen hang en hvid stratocaster af det japanske mærke Greco. Har den endnu. Herlig diskantet lyd, Lars fra Alive With Worms var vild med den guitar, han samler også på Greco, som nu om dage sælges i dyre domme og kaldes Lawsuit-guitarer, for de japanske producenter var dygtigere til at kopiere end originalerne, og så lagde Fender og Gibson sag an. Ak ja.
På den gjorde Lous og John Cales eksempel det legalt at spille i en eller to akkorder og så støje, smadre og hærge, mens man sang følsomme sange gennemsigtige som glas. Ikke noget med det garageanlæg af et pedalboard som så mange guitarister har i dag. Nej, plug the motherfucker lige ind i forstærkeren, som gerne på være en Fender Twin og skru op. Og KEEP IT SIMPLE.
Mens engelsklærerinden ovre på skolen gav op, fordi man ville have en accent som Lous - IN ENGLISH, PLEASE, sagde hun, inden hun gav mig 10 i 2. real - altså som en newyorkerjøde, der havde gjort turen til den kulturs svar på mekka i form af Syracuse University helt oppe i nærheden af Niagara Falls og den canadiske grænse.
Lou var nemlig det hele i alt sin enkelthed. Varm og kold. Følsom og det største røvhul på planeten. Kunstnerisk og depraveret. Der var ingen ende på dualiteterne. Alt var til stede hos den mand med stemmen, der til sidst lød meget gammel, ja, næsten patetisk skrøbelig, men som i sin prime var ikonisk som få. Om end jeg i mine spydige øjeblikke har udtalt, at han ...var en habil Mick Jagger-imitation. Og lidt alvor var der selvfølgelig i den gang skryderier. For jeg har altid hørt Rolling Stones stikke frem under The Velvet Undergrounds rock'n'roll og alle vrængerierne. Englænderne, ved vi i dag, gav de hvide amerikanere deres egen musik tilbage, så det er nok ikke helt løgn.
Arabisk støjguitar
For man blev aldrig færdig med Lou, vel? Der var hele tiden, de der øjeblikke. Jeg elskede Lou i den periode, hvor han ville stå på The Bottom Line-klubben med et andet New York-ikon, Robert Quine, og de tiders trofaste følgesvend, bassisten Fernando Saunders, og ville spille nye hits som I love you, Susanne, som havde denne herlige smæk-for-skillingen-in-your-face hitkvalitet. Og nede blandt publikum var Andy Warhol, der forsøgte at ligne Thorsten Høeg - okay, just kiddin' - som gav det hele det ikonisk-klassiske præg, som VAR den æra, og Quine med det skaldede look à la Uncle Duke fra Doonesbury-tegneserien var mesteren på den enkelte støjguitar. Dengang - såvel som før og siden - var definitionen på en Reed'sk Perfect Day en tur ned til Manny's, den berømte musikinstrumentforretning på 48. gade midt på Manhattan, hvor Lou købte utallige guitarer og som lukkede i 2009. Det var hans konstante legestue i alle årene. Altid en ny spade eller pedal eller anordning i en gammel rørforstærker.
Lous guitarspil var selvfølgelig alt muligt andet end den berømte udtalelse om "en akkord, som var perfekt, mens to var "pushing it", og hvor tre betød, at man praktisk taget "spillede jazz". På White Light/White Heat er der en sang, hvor Velvet Undergrounds andet store geni, walisiske John Cale, fortæller en længere historie kaldet The Gift, og hvor Lou spiller en gang droneguitar tilsat alskens arabiskklingende ostinater, som lige så godt kunne være spillet af en af mellemøstens oudmestre. Det er en herlig avanceret lyd, der udfolder sig under Cales underspillede deadpan walisiske stemmeføring, hvor hovedrollen ender med at få smadret hovedet, fordi han sender sig selv som en pakke og der skal bruges ekstra stærkt værktøj til at åbne pakken. Som sagt, så gjort og SPLAT!
Koda
Nå, men jeg accepterer altså ikke at Lou er gået bort. Den går ikke, Lou. Godt forsøgt. Lav en Metal Machine Music og lad os komme videre. Pop op i Blue In The Face en gang til. Vær der fra tid til anden, som du gjorde så længe. Jeg er ligeglad med Studio 54. Men når man kan lave album som Songs For Drella, bør man hænge ud hos os lidt længere.
Men skulle du være skredet. Skulle alle historierne være sande. Skulle Laurie nu sidde og tænke i jeg og ikke os. Og skulle alle dine guitarer stå der hjælpeløst ventende på, at nogen satte dem i selvsvings-feedback i herlig hvid-støj-drone. Ja, så skal du have tak.
Du var ikke nogen snob. Holger - min før omtalte livsven - ringede til mig og sagde, at "nu hvæsser de pennene og skriver op og ned ad stolper", for han har ikke så høje tanker om de fleste af os musikjournalister, tror jeg - og jeg havde måske også mest lyst til selv at sætte striben af dine plader på, hvis det ikke var fordi også jeg ville skrive dette. Fordi sandheden om dit virke ER en feedende guitar, der ringer og pirrer vores tinnitus og gør os lykkelige.
Du er nu oppe der med alle dine gestalter. Med gale Andrea Feldman, som med rosenkrans og en coladåse kastede sig ud fra skyskraberen efter at have arrangeret en date med alle sine tidligere boyfriends lige der nede på gaden, hvor hun splattede ud. Hun ville vist have Andys opmærksomhed og fik et skuldertræk. Eller Candy Darling. Eller Sterling Morrison, der er en jampartner lige der ved hånden. Eller Robert Quine. Eller måske Nico, der måske har lært at tale engelsk uden at lyde som Lilli Marleen, der ikke nåede toget til sprogskolen.
Og apropos Robert Quine. Jeg har hans udgivelse med gamle Velvet Underground-optagelser fra 1969-turneen i boksen, der kom i 2001 og jeg fandt på vinyl hos Kaffe & Vinyl i Skydebanegade tidligere i år, og der er ikke færre end tre udgaver af Sister Ray. Den vil jeg sætte på. Så skal der fandeme suttes på den ding-dong!!!
Du var mit store idol. Efter sigende et sjældent dumt svin. En jævn mand, der i dine bedste stunder kunne gå på vandet. Samt en sangskriver af de helt unikke, som vi aldrig bliver færdig med.
Hellere hadet godt, end elsket kvalmt.
Du var. Og er!