x

Mark Lanegan-koncert aflyst grundet stormvejr

Mark Lanegan-koncert aflyst grundet stormvejr

Koncertarrangøren Beatbox oplyser, at aftenens koncert med Mark Lanegan i DR Koncerthuset er aflyst grundet det kraftige stormvejr. Politiet har fortalt Beatbox, at hele området omkring DR Byen nu er forbundet med fare på grund af stormen, og at ingen må hverken nærme sig eller forlade huset.

Lanegan skulle have givet koncert i selskab med den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood oven på udgivelsen af coveralbummet "Imitations" med fortolkninger af blandt andre Frank Sinatra, Neil Sedaka og Andy Williams.

Lanegan begejstrede GAFFAs anmelder ved sit besøg i Aarhus tilbage i november og fortæller om det nye album, som vi altså ikke kommer til at høre sange fra live i denne omgang:
 
"Da jeg var barn i halvfjerdserne, spillede mine forælde og deres venner plader med Andy Williams, Dean Martin, Frank Sinatra og Perry Como - musik med strygerarrangementer og mænd, der sang sange, som lød triste, uanset om de var det eller ej. Derhjemme lyttede de gamle også til countrymusik; Willie Nelson, Johnny Cash, George Jones og Vern Gosdin var nogle af favoritterne. Jeg har i lang tid ønsket at lave et album, som gav mig den samme fornemmelse, som de der gamle plader gjorde - både med sange, jeg elskede som barn og nogle, jeg har elsket, efter jeg er blevet ældre. Det er denne plade. Imitationer."
 
Billetkøberne vil i morgen modtage en mail med nærmere instrukser om refusion af billetter.
 
GAFFA har ikke modtaget informationer om andre koncertaflysninger grundet stormen, men vi modtager gerne oplysninger på [email protected]

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA