x

Spil Dansk Dagen – fra Svante til Singapore

Spil Dansk Dagen – fra Svante til Singapore

I dag fyldes æteren, gaderne såvel som spillestederne med danske toner, når Spil Dansk Dagen for trettende gang afholdes. De over 1350 arrangementer holdes i alt fra kirketårne over fængsler til sygehuse og både i ind- og udland. Målet er at sætte fokus på musik på dansk og musik af danske kunstnere, og dagen markeres af radio, biblioteker, Danmarks Radio og mange andre.

Repertoiret spænder over både veletablerede navne, smallere kunstnere og alle gråzoner. Blandt de medvirkende kan nævnes Ulige Numre (billedet), Hymns From Nineveh og Povl Dissing og Benny Andersen. Sidstnævnte fejrer 40 års jubilæet for "Svantes Viser" på Skråen i Aalborg. Og så er der også de nyere artister såsom Spillemændene, der drager ud på en karavane i det sjællandske med sin nye tilgang til det at spille folkeligt og dansk i kombination.

Spil Dansk Måned
Bibliotekerne stiller ikke blot skarpt på den danske musik i dag. Igennem hele november måned kan man på Bibzoom (bibliotekernes musiktjeneste) læse artikler om danske kunstnere og kendte danskeres favoritter udi det danske sprog. Dertil opretter Bibzoom tre nye internet-radiokanaler, som fokuserer på dansk musik og sætter spot på både mere etablerede navne og nyere, smallere musik. Blandt andet siger Niels Mark, musikredaktør på Bibzoom:

"Spil Dansk Dagen er en fantastisk anledning til at sætte fokus på al den gode danske musik, der findes. Men faktisk er der så meget god musik, såvel blandt de etablerede kunstnere som nye musikere og bands på vej frem, at vi har valgt at gøre hele november til Spil Dansk Måned."

DR vælter sig i dansk musik
Danmarks Radio er også med til at fejre den dansksprogede musik, og i dagens anledning lover de at spille kun dansk-komponeret musik og musik af danske navne på P2 til og med P8 Jazz (alle kanaler inklusive). Blandt andet kan man synge med på sange som "Buster" og "Jeg Vil La' Lyset Brænde", når P4 transmitterer fra syng med-event på Vejle Musikteater. Nanna Lüders, Maria Bramsen og Lis Sørensen synger for, sammen med tusind sangglade børn og unge fra Vejle Kommunes skoler. Målet er, at danskerne bryder ud i fællessang i alle deres forskellige hverdagssituationer, på skolerne, arbejdspladser og i det hele taget.

Desuden bliver den bedste danske sang i 25 år udnævt på P4, med stærke kandidater som Tim og Kim og Aqua i opløbet. Nomineringen startede sidste uge i "Formiddag på 4'eren", og i dag kan man så høre med på P4, hvem lytterne har stemt på kl 10.03. 

Spil dansk i udlandet
Dagen bliver dog ikke kun markeret på hjemlig grund. I Singapore, Sydslesvig, Skåne og Berlin kan man for eksempel høre dansk musik i dag. I Berlin spiller blandt andet Ulige Numre til arrangementet Reverb i den historiske Zionskirche (sammen med andre danske navne som CTM, Tajere+Fjer og Crystal Shipsss). Og mon ikke Ulige Numre giver tysken smag for det danske med kæmpehits som "København"?

I Singapore synger a cappella-gruppen Basix i Den Danske Sømandskirke. Gruppen har fundet sig en stabil fanbase i udlandet og særligt i Singapore og Taiwan. De turnerer en hel del i udlandet og har for nylig udgivet albummet "Hjemmebane", selv om de altså også hitter på udebane.

Du kan læse mere om Spil Dansk Dagen og se alle de arrangementer, der er på spildansk.dk 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA