Legenden har spyttet en ny og lidt uhyggelig video ud til singlen ”Love Is Lost”
Siden albumudgivelsen af "The Next Day" tidligere i år har David Bowie sendt flere singler med tilhørende video ud til hungrende fans. Nu er han igen klar med en ny, lidt uhyggelig – meget apropos Halloween – video til singlen "Love Is Lost i et remix af LCD Soundsystems James Murphy, som du kan se herunder.
"The Next Day" var Bowies første udgivelse i 10 år efter albummet "Reality" fra 2003. For en måned siden annoncerede Bowie, at han den 4. november vil genudgive det seneste album med nyt ekstramateriale i et bokssæt. Boksen har fået navnet "The Next Day Ekstra" og inkluderer den originale cd med 14 numre, en cd med 10 bonus-numre samt en dvd med de fire allerede offentliggjorte promotion-videoer: "Where Are We Now?", "The Stars (Are Out Tonight)", "The Next Day" og "Valentine's Day".
Cd'en med de 10 bonus-numre indeholder fire helt nye sange fra Bowie, to remixes – herunder et af LCD Soundsystems James Murphy – og nummeret "God Bless The Girl", som er fra den japanske udgivelse af "The Next Day". Bonusnumrene fra deluxe-udgaven af "The Next Day" udgør de sidste tre numre.
Bowies seneste album blev ved sin udgivelse anmeldt af GAFFAs Finn P. Madsen, der gav forløsningen på de ti års tavshed fra Davis Bowie fire stjerner. Herudover blev det også nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize, hvor han i går måtte se sig slået af James Blake.