Nyhed

Se musikverdenens flotteste overskæg – fra Buttenschøn til Zappa

I anledning af denne måneds ”Movember”-kampagne har vi samlet en række overskæg groet af forskellige musikere

I denne måned afholdes der for tredje gang Movember i Danmark. Kampagnen får hvert år mænd til at gro overskæg for at skabe opmærksomhed omkring prostatakræft, og i den anledning har vi til inspiration samlet 15 af musikbranchens bedste overskæg. Se alle billederne i GAFFAs gallerisektion.

(En del af billederne blev bragt 1. november sidste år, men vi har dog skiftet lidt ud i tråd med den seneste udvikling inden for skægvækst på musikscenen).

Movember er en international kampagne, der har til formål at sætte fokus på mænds sundhed og i særdeleshed prostatakræft. År 2011 var første gang, at Danmark deltog i kampagnen, hvor der blev indsamlet over 1,1 millioner kroner på landsbasis. Alle mænd kan tilmelde sig kampagnen på Movember.com, hvor man den 1. november starter med et glatbarberet ansigt og efterfølgende dedikerer resten af måneden til at gro overskæg. Man får under forløbet familie, venner og bekendte til at donere penge til overskægget, som efterfølgende går til en global forsknings- og handlingsplan inden for prostatakræft. 


I år bliver den danske Movember-kampagne blandt andre bakket op af musiker Allan Olsen, som i denne forbindelse også anlægger spritny skægvækst:

"Uanset hvilken alder en mand har, giver ordet prostatakræft et lille ubehageligt ryk i det, man hos d'damer kalder mellemkødet. Ikke noget vedvarende ubehag, blot et lille trist svirp, som når man snitter bilen foran én i en parallelparkering. Man skal altså være meget stærkt forfængelig, hvis man ikke vil ofre lidt ansigtsbehåring for forskning i dén ting," siger Allan Olsen om sin deltagelse i Movember, som hans fans også vil kunne nyde godt af på sangerens igangværende danmarksturné:

"Jeg sagde ja til det her og kastede først bagefter et blik på kalenderen: 15-20 koncerter i november, heraf én på Det Kongelige Teater. Med overskæg. Jesus… Mig og timing, altså," afslutter han, der ellers på det seneste har anlagt fuldskæg, som det kan ses på disse billeder fra årets Tønder Festival.


Som ansigt til Movember får Allan Olsen selskab af Shaka Loveless og Mick Øgendahl samt en masse andre danskere, der har valgt at agere levende reklamesøjler for mænds sundhed og samle penge ind til sagen.

Movember 2013 kulminerer i en stor afslutningsfest for alle deltagere og interesserede den 30. november på Bremen Teater i København. 

Se musikere med moustache-billederne i GAFFAs gallerisektion.


ANNONCE