Nyhed

Se Steen Jørgensen fortolke Kraftwerk

Sort Sol-frontmanden har været i Abbey Road-studierne for at indspille sin fortolkning af Kraftwerks "The Model"

GAFFA kunne for kort tid siden fortælle, at Sort Sol-frontmanden Steen Jørgensen 11. november udgiver sit første soloalbum, som dog ikke bliver med egne numre, men derimod med fortolkninger af en række af musikhistoriens store navne – blandt andre Leonard Cohen, Bob Dylan, Joy Division, Kraftwerk og Neil Young. Nu er der kommet et dejligt klip fra indspilningerne, som du kan se på Ekstra Bladets hjemmeside. Klippet viser Steen Jørgensen foran mikrofonen i en fortolkning af Kraftwerks "The Model". De næste dage følger flere andre sange fra albummet.

– Det er jo virkelig et hit. Jeg så Kraftwerk første gang i 1976 lige efter "Radioactivity". Dér vidste jeg, at de ville ændre popmusikken. "The Model" er et humoristisk nummer med sædvanlig Kraftwerk-underfundighed. Og hvor deres humor er meget tilbagelænet, forsøgte vi at hive den over i noget slapstick, fortæller Steen Jørgensen til Ekstra Bladet.

Det første soloalbum fra Steen Jørgensen hedder "Standards For Living", da sangene på albummet i Steen Jørgensens bevidsthed alle er standarder.


– Vi vidste, at vi her havde fat i nogle næsten hellige sange, så vi havde lyst til at give dem vores aftryk. Som sanger var min tilgang at være så spontan som mulig. Ikke tænke fortolkningen for meget igennem, men bare slå til. Derfor er der også en del første- og andet-takes på pladen. Der er tit en umiddelbarhed ved de første takes. En hudløshed og en nøgenhed, som jeg godt kan lide. Det her er et søgende projekt, der afspejler mit musikliv og hylder nogle sange, jeg elsker, siger Steen Jørgensen.

Albummet er indspillet i de hæderkronede Abbey Road-studier i London og selskab med blandt andre guitaristen Rune Kjeldsen, bassisten AC (Anders Christensen) og multimusiker Kasper Winding. AC har i øvrigt spillet med Sort Sol i 2011 og 2013, ligesom Rune Kjeldsen spillede med bandet i begyndelsen af 00'erne.

ANNONCE