Nyhed

P3-lytterne kårer Danmarkshistoriens bedste album

Radioprogrammets lyttere har valgt Dizzy Mizzy Lizzys debutalbum som den bedste danske udgivelse nogenside

I anledningen af gårsdagens Spil Dansk Dag bad P3 deres lyttere om at stemme på det, de mener er det bedste danske album nogensinde. Da stemmerne var talt, var det 90'er-grungebandet Dizzy Mizzy Lizzy, som med deres selvbetitlede debutalbum lå i toppen. Tim Christensen stod dengang bag mikrofonen intetanende om den musikhistorie, som han sammen med bandmedlemmerne var i færd med at skrive.

"Det er i virkeligheden lidt skræmmende, men jeg er temmelig stolt over at have lavet noget musik, der sidder så godt fast i folk. Musik, der har så stor betydning 20 år efter, kan betyde så meget for nogen," erkender Tim Christensen over for P3 og fortsætter: "Vi var ikke selv klar over, hvad det gik ud på. Vi stod i øvelokalet i Hvidovre og lavede de her numre. Vi var slet ikke i kontakt med resten af den danske musikverden overhovedet. Vi fandt senere ud af, at det var et frisk pust til en rockscene. Vi var jo kun 18-19 år gamle."

Med i konkurrencen om at blive kåret til bedste danske album var i alt otte artister, som var blevet valgt af henholdsvis radioværterne og lytterne. Du kan se den komplette liste over nominerede samt deres endelige placering herunder.


12.200 P3-lyttere har deltaget i afstemningen.

Top 8 over bedste danske albums gennem tiden:

  1. Dizzy Mizz Lizzy: Dizz Mizzy Lizzy (30%)
  2. Kashmir: The Good Life (23%)
  3. Malk De Koijn: Sneglzilla (21%)
  4. Mew: Frengers (12%)
  5. Marie Key: De her dage (5%)
  6. Kliché: Okay Okay Boys (4%)
  7. When Saints Go Machine: Infinity Pool (3%)
  8. Figurines: Skeleton (2%)

Nu, vi er i gang med afstemninger, skal vi lige minde om, at afstemningen til årets GAFFA-Prisen netop er gået i gang. Læs mere og stem her.


ANNONCE