Nyhed

Johnny Marr med i Modest Mouse

De beskedne mus får nu assistance af den tidligere The Smiths-guitarist

I en noget flabet artikel om Figurines beskrev det toneangivende musikmagasin Pitchfork publikum til bandets koncert på dette års Spot Festival som en flok "skrigende skandinaviske teenagere, der næppe kunne kende forskel på Isaac Brock og Isaac Hayes".

Skulle dette være rigtigt, vil vi da gerne afhjælpe forvirringen ved at fortælle, at frontmand i Modest Mouse Isaac Brock (billedet) ifølge Rolling Stone nu har indlemmet den tidligere The Smiths-guitarist Johnny Marr i folden.

Marr, der også har en fortid i The The, Electronic, The Healers og som gæstemusiker på en meget lang række plader, har arbejdet sammen med Brock på en stribe sange til gruppens kommende album "We Were Dead Before The Ship Even Sank", som han også spiller guitar på.


Pladen forventes klar i løbet af efteråret, og eftersom Marr nu er fast medlem af bandet, skal han naturligvis også med ud på den kommende turné. Marr kom oprindeligt i kontakt med Brock, da sangeren skulle i gang med at skrive materiale til opfølgeren til "Good News for People Who Love Bad News". Guitarist Dann Gallucci havde netop forladt Modest Mouse, og Brock havde brug for en guitarist og tog derfor en chance og ringede til Johnny Marr.

Samarbejdet udviklede sig fra, at Marr spillede på nogle sange til, at han begyndte at skrive sammen med Brock. Efter noget tid indvilligede han i at tage på turné med bandet, og nu betragtes han altså som et fuldgyldigt medlem af det tretten år gamle band.

Det kommende Modest Mouse album "We Were Dead Before The Ship Even Sank" har endnu ikke nogen udgivelsesdato tilknyttet, og den eneste koncertdato, der lige nu ligger klar, er en optræden 11/11 i Miami. Men vi følger naturligvis udviklingen og vender tilbage, når der er mere nyt om bandet.


(For en god ordens skyld er soulsangeren Isaac Hayes blandt andet kendt for temaet til filmen "Shaft" og for sin rolle som Chef i tv-serien "South Park". Så skulle enhver eventuel forvirring være fjernet.)

ANNONCE