x

GAFFA på Iceland Airwaves, Reykjavik, dag 1

GAFFA på Iceland Airwaves, Reykjavik, dag 1

Iceland Airwaves har efterhånden 14 år på bagen og er i år mere populær end nogensinde. Festivalen har længe været bragende udsolgt, og flyselskabet Iceland Air har haft svært ved at finde flypladser nok til de mange udenlandske gæster, som strømmer til lava-landet her i festival weekenden.

Den store interesse skyldes først og fremmest det endnu engang omfattende musikprogram, der tæller hele 260 officielle koncerter og mindst dobbelt så mange uofficielle off-venue koncerter spredt over hele byens spillesteder, kaffebarer, butikker, klubber og hvor man nu ellers kan plugge strøm til en forstærker.

Musikprogrammet appelerer især til de nysgerrige og musikalske feinschmekere, som kan lide at blive overrasket og overvældet. Bortset fra en lille snes mere kendte udenlandske navne som Yo La Tengo, John Grant og Kraftwerk består programmet nemlig næsten udelukkende af lokale, islandske navne og mindre navne i indie-genren fra Europa og USA.

En ting er dog musikken, for en anden og lige så stor sællert for festivalen er den unikke location. Der er nemlig noget sært dragende ved at tage til musikfestival om efteråret på en eksotisk lava-ø midt i Atlanterhavet, hvor der samtidig er mulighed for at opleve flimrende nordlys, spruttende geisere, gigantiske gletchere, kulsorte lavastrande og - ikke mindst - at springe ud i Reykjaviks berømte og berygtede natteliv, hvor der bliver festet igennem på ægte vikingemanér. Alene af den grund er det værd at tage til Airwaves.

Turen starter for mit vedkommende med en ubegribelig smuk indflyvning til Islands internationale lufthavn, Keflavik, hvor man på den krystalklare eftermiddag fra flyet har udsigt til uendelige mosgrønne lavasletter, majestætiske gletchere og til sidst den berømte Blå Lagune, som lyser op fra lang afstand. Det surrealistiske landskab sætter gang i fantasien, og det er let at forestille sig, at man pludselig er havnet Nord for Muren i den populære serie "Game Of Thrones", hvor kæmper, hvide vandrere og de vilde folk bevæger sig rundt nede i eventyrlandskabet.

Sortromantisk fascination
Efter check-in på hotellet og festivalarmbåndet er på plads, bliver det dog lidt mere jordnært. Det er tid til at gå på musikopdagelse og første stop torsdag aften bliver på Bar 11, hvor danske Shiny Darkly giver koncert. Bandet udgiver til januar sit debutalbum og har haft et travlt turnéår med optrædender på både Spot, Roskilde samt en masse udenlandske festivaler. Her på Airwaves har de dog mere travlt end nogensinde, da de spiller ikke mindre end syv koncerter på fire dage. Bandets musik er et seriøst trip tilbage til slut-70'ernes og start-80'ernes dystre og melodramtiske post-punk og new-wave æra. Den unge trio, som live er en kvartet, kan alle sine klassikere til fingerspidserne og bevæger sig ubesværet rundt i navne og referencer som Joy Division, The Cure, Velvet Underground, Suicide, Human League og Adam Ant. Der er masser af forvrængning, distortion, feedback, kokette skrig, staccatovokal, hypnotiserende synths, monotone trommer og en tilpas arrogant attitude og performance, der passer til både lydbilledet og tøjstilen. Samtidig er numrene ekstremt velspillede og tilsat fængende melodier, der emmer af hit-potentiale. Der er lagt i post-punk-gryden til noget stort, når debutalbummet udkommer næste år.

Akustiske 80'er-klassikere
Som det altid er med festivaler, når man sjældent at se en hel koncert fra start til slut, og inden Shiny Darkly er færdige med deres sortromantiske opvisning, går turen over til Reykjaviks imponerende musikhus Harpa, der ligger som en skinnende diamant direkte ud til byens forrevne fjord med sneklædte bjerge i baggrunden. Her spiller det tidligere medlem af australske The Go-Betweens, Robert Forster, en akustisk solo-performance i en auditorie-lignende sal. The Go-Betweens var et af 1980'ernes store indie-pop-navne med blandt andet albumklassikere som "Spring Hill Fair" og "16 Lovers Lane" på samvittigheden. Bandet var især kendte for Robert Forsters bidende, ironiske og sarkastiske sange tilsat Grant McLennans mere lyse og livsglade sange og vokal.

Efter en pause i 90'erne blev bandet gendannet i starten af nullerne med stor kunstnerisk succes, men comebacket fik en brat ende i 2006, da bandets ene halvdel Grant McLennan pludselig døde i 2006 af en hjerneblødning. Siden da har der i musikalske sammenhænge været ret stille omkring Robert Forster, men nu er han taget ud på en enmands soloturné, hvor han kigger tilbage på sine musikalske bedrifter kun bevæbnet med en akustisk guitar og en foredrag imellem numrene om hans liv og sangskrivning. Det fungerer overraskende godt, og man får en ny tilgang til de mange klassikere, som vi får at høre i den en time lange performance. Det er nøgent, skrøbeligt og ret modigt at stå alene der på scenen, men materialet er så stærkt, og Forster er så afvæbnende, charmerende og ironisk underholdende, at han uden problemer vinder hele salen over og modtager stående applaus her på sit første besøg i Island nogensinde.

Amerikanske lo-fi-legender
Dejlig opløftet fortsætter aftnen videre rundt i Harpa, der rummer flere særdeles gode koncertsale. Næste stop bliver med det islandske band Muck, der består af nogle meget langhårede og helt unge fyre, der spiller en skizofren blanding af 80'er-speed metal og thrash a la Slayer og Megadeth og så en fuldstændig kopi af 90'er-grunge-bands som Nirvana og Alice In Chains. Det er mere underholdende end godt, og efter et par numre er det tid til de amerikanske lo-fi legender Yo La Tengo (billedet).

Yo La Tengo udgav tidligere i år det glimrende album "Fade" og er stadig et skønt bekendtskab på scenen. Den sympatiske trio har et særdeles bredspektret lydbillede og mestrer mange forskellige fine genrer. De kan uden problemer gå fra de helt sagte, hjerteskærende og gribende indie-ballader direkte over i skærende distortion, der eksploderer i hvid støj og feedback - og så tilbage igen til helt tyste, indfølte americana-sange, der igen går over i tressersoul med falsetvokal og koklokker og ender i psykedelisk pop. Det er intenst og samtidig rigtig godt, da der hele tiden er fortryllende melodier gemt i hele den spraglede værktøjskasse. Bandet formår dog ikke at holde opmærksomheden hele vejen igennem hos det efterhånden trippende publikum, der ikke for alles vedkommende kan hitte rundt i de mange stilforvirringer og totalskift, som koncerten bærer præg af. Men herfra skal i hvert fald lyde en anbefaling til at se Yo La Tengo, når de kommer forbi Vega i København den 19. november.

Sidste stop for mit vedkommende denne første aften på Airwaves bliver i salen ved siden af, hvor canadiske Metz giver den op med en hårdtpumpet form for indie-metal og skaterrock, der minder om både Primus og Therapy? fra 90'erne. Herefter står den på flere lokale Gull øl i downtown Reykjavik, inden sengen kalder til en ny omgang Airwaves i morgen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA