x

Strokes-guitarist går solo

Strokes-guitarist går solo

The Strokes har de seneste måneder gået deres sejrsgang på de europæiske festivaler fra Roskilde til Benicàssim, og nu er turen kommet til at indtage Australien.

Alligevel har den krølhårede guitarist haft tid til at skrive og indspille materiale, der udsendes via Rough Trade 9. oktober under titlen "Yours To Keep". Hammond bakkes på albummet op af bassist Josh Lattanzi (der normalt spiller med Ben Kweller) og trommeslager Matt Romano (der holder takten for Adam Green), men ikke overraskende har Strokes-guitaristen også fået hjælp af en masse af sine musikervenner.

På pladen vil man derfor kunne opleve gæsteoptrædener fra Ben Kweller, Sean Lennon, Ryan Gentles (der er The Strokes' manager), Jody Porter fra Fountains of Wayne, Mikki James fra Thin Lizard Dawn og Sammy James Jr., der er med i The Mooney Suzuki.

Der er endnu ingen meldinger om, hvilken stilart sønnen af Albert Hammond (der har skrevet megahits som "It Never Rains in Southern California", "Nothing's Gonna Stop Us Now" og "One Moment In Time") vil bevæge sig ud i, men skal man vurdere på basis af hans musikalske kumpaner, kunne man forestille sig, at det ville blive en lidt mere poppet udgave af The Strokes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA