Nyhed

Tina Dickow får platin

Udsender desuden "In The Red" i store dele af verden

Succesen fortsætter for Tina Dickow, der udsendte sit tredje album "In The Red" sidste år. Udover at have ligget nummer et på albumhitlisten og have vundet GAFFA-prisen som årets danske sangerinde, så vandt Dickow også P3 prisen og prisen som årets danske sangerinde til Danish Music Awards.

Senest har den populære sangskriver turneret rundt i landet på Grøn Koncert, og det har sikkert ikke skadet salget af hendes seneste album, der nu har passeret de 40.000 solgte, og dermed vil blive tildelt en platinplade.

Tina Dickow har gennem flere projekter prøvet kræfter med udlandet, og det fortsætter hun naturligt nok med, nu hvor hun har en stor succes med sig i bagagen. Det betyder at hun netop har underskrevet en licensaftale med Universal Germany, der udsender albummet i resten af verden (dog ikke i Nordamerika, UK, Skandinavien, Sydafrika og Kina), hvilket sker 22. september.


ANNONCE