x

GAFFA dækker JA JA JA Nordic Festival, London

GAFFA dækker JA JA JA Nordic Festival, London

Der har i udlandet længe været fokus på det nye nordiske køkken, hvor for eksempel restauranten NOMA flere gange har været kåret som verdens bedste restaurant. Nordiske krimier, film og tv-serier som for eksempel "Millenium Trilogien", "Forbrydelsen", "Borgen" et cetera er også gået som varmt brød i udlandet. Og masser af nordiske bands og artister har i de sidste par år gjort sig stærkt bemærket udenlands både på plade og livemæssigt. Norden er med andre ord hip i disse år, og for at styrke opmærksomheden (og eksporten) endnu mere på den nordiske regions herligheder er London-festivalen JA JA JA blevet sat i søen med støtte fra blandt andet de fem nordiske landes ambassader.

Programmet er flot og foregår hele fredag og lørdag i det legendariske spillested Camden Roundhouse midt i den britske hovedstad. Hovedfokuset er på musikken, hvor over 20 af tidens mest spændende nordiske musiknavne er på plakaten. Hovednavnene er danske Mew (billedet) og The Raveonettes, som begge får lov at lukke festivalen fredag og lørdag aften. For Mews vedkommende er det desuden første gang i fire år, at man har kunnet opleve bandet live i London.

Ud over masser af sprød musik er der også gang i nordisk gastronomi og film. Begge festivaldage kan man få serveret en særlig nordisk menu tilberedt af lokale råvarer, ligesom man vil kunne købe særlige retter tilberedt ud fra de tilstedværende kokkes nordiske favoritbands. Hvordan det vil spænde an i praksis, må komme an på en prøve! Hele lørdagen har dokumentarfilm festivalen CPH:DOX kurateret et omfattende nordisk musikdokumentarfilm program, hvor blandt andet den danske dokumentar, "Kidd Life", om rapperen Kidd optræder.

Sidst, men ikke mindst er der også nordisk kunst og design på programmet, ligesom fem nordiske pladeselskaber er udvalgt til at sælge nordisk musik til det engelske publikum.

Hvis man skulle have lyst til at deltage den nye nordiske festival er der stadig både partout og endags-billetter til salg til fredag og lørdag. Se hele programmet og læs mere om JA JA JA festivalen her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA