x

The Flaming Lips med flere indspiller Sparklehorse-hyldest-album

The Flaming Lips med flere indspiller Sparklehorse-hyldest-album

For tre et halvt år siden tog Sparklehorse-frontmanden Mark Linkous sit eget liv i en alder af 47 år. Nu hyldes Linkous og Sparklehorse med et nyt album, som skal samle penge ind til en kampagne, der sætter fokus på psykisk sygdom, skriver Rolling Stone. Albummet har fået titlen "Last Box Of Sparklers" og indeholder indspilninger af blandt andre The Flaming Lips, Mark Lanegan, Mercury Rev, Cowboy Junkies, Califone, Brent Haviland og Phantogram.

Hyldest-albummet kom til, da velgørenhedsorganisationen Box Of Stars' medstifter Jessica Richardson begyndte at arbejde på albummet og derefter fandt ud af, at Flaming Lips og MGMT-producer Dave Fridmann allerede selv var i gang med at indspille en Mark Linkous-hyldest sammen med Marc Fuller fra Edie Road Studio. Box Of Stars arbejder med at informere om psykisk sygdom gennem musik. De to parter slog derefter pjalterne sammen på projektet, som endnu ikke er helt komplet. Box Of Stars har oprettet en hjemmeside, der skal samle penge ind til udfærdigelsen, som således sker via crowdfunding. Der findes således heller ikke nogen officiel udgivelsesdato for albummet.

Mark Linkous led forud for sin død af svære depressioner og bekæmpede dem med antidepressive midler. I 1996 var han, under en britisk turné som opvarmning for Radiohead, klinisk død i to minutter grundet en overdosis af valium og antidepressive midler. Han overlevede dog, men mistede i den forbindelse blodtilførslen til sine ben og måtte gennemgå vanskelige operationer for at genvinde sin førlighed. Dette lykkedes dog, men Linkous måtte sidde i kørestol i seks måneder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA