Dj Cheb I Sabbah er død

Så gik den ikke længere. Hvad vi er mange, der havde frygtet over de sidste år, er blevet en realitet. Den cancer i maven, som Cheb I Sabbah fik konstateret for tre år siden og ellers troede var under kontrol, vendte tilbage med fornyet styrke, og nu er det slut. Han blev 66 år. For os der kendte ham er det en skygge i en swamis orange klæder, der nu er væk fra verden. En blid sjæl med en grænseløs appetit på musikalsk og spirituel inspiration. Og ganske simpelt en visionær skikkelse, der formåede at skabe sin helt egen niche i grænselandet mellem elektronisk musik og klassiske orientalske traditioner som indisk musik og sufierne. Gudskelov har vi en stribe plader fra det amerikanske pladeselskab Six Degrees, der kan give os noget af den helt, helt specielle vibe, som verden nu har mistet.

ChebiJi, som venner kaldte manden, der var både af jødisk og berberisk herkomst - et ikke ukendt fænomen i Nordafrika, hvor mange vendte tilbage fra det andalusiske Spanien og satte sig spor i de uvejsomme bjergegne i blandt andet Kabylerbjergene - var en drillepind. Bare det navn han tog som sit kunstnernavn - han var nemlig født Haim Serge El Baz - sagde det hele:

"Cheb" var et hint til raïmusikken fra Oran. Det betyder i denne stolte musik, som startede ud som de unges protest, simpelthen en ung mand, en rod. Og "Sabbah" betyder morgen på arabisk. Men kendere af arabisk og persisk kultur får alligevel helt andre associationer til navnet, for der var en berømt - ja, nærmere berygtet - personlighed i historien kaldet Hassan I Sabbah, som var leder af den berømte Assassin-sekt, som var eksperter i snigmord. Og om hvem legenden - i form af den italienske opdagelsesrejsende, Marco Polo - sagde, at de ville ryge sig hamrende skæve med hash (hashashin og assasin skulle være det samme) og så komme i et så morderisk humør, at de ville være rede til at udføre store massakrer (Historikere har siden bevist, at Polo ankom til området langt senere og jeg tror også, at vi nok er en del, der har prøvet bemeldte stof, der ikke ligefrem som den umiddelbare indskydelse fik lyst til springe op og gå i krig, endsige udføre massakrer...). Og Dj Cheb I Sabbah - der var en entusiastisk ryger, der konstant brugte den blandt netop rygere så ofte brugte hilsen til hinduguden Shiva: Bom Shankar - ville da også være den første til at mane det rygte i jorden. Men navnet var altså på alle måder velvalgt, for det fik folk til at studse og signalerede noget hamrende eksotisk og orientalsk.

Han blev født i 1947 og voksede op i Constantine i Algeriet. Tog til Frankrig som teenager, droppede ud af skolen og begyndte at arbejde som dj i et Paris, som endnu ikke for alvor var flippet ud. Her spillede han amerikanske soulplader. Så med den interesse blev også Paris for lille, og han tog over til New York i midt-1970'erne, hvor han hang ud på den avantgarde-punkscene, som udfoldede sig og det var her, at han lærte senere samarbejdspartnere som Bill Laswell at kende. Det var dog især jazztrompetisten Don Cherry (far til bl.a. de senere popsangere Neneh Cherry og Eagle-Eye Cherry. Red.) som kom til at betyde noget. Og som især fik rettet hans opmærksomhed tilbage mod Afrika og Asien. Et fokus han ikke siden slap.

Hans første album kom i 1994 og hed ikke overraskende The Majoon Traveler, eftersom Majoon er en speciel form for halwa, man laver i blandt andet Marokko og som indeholder store mængder af hash og er så velsmagende, at man nemt kommer til at overdosere (!). En Majoon Traveler er på et seriøst psykedelisk trip, sådan er det bare. Og så kom udgivelserne i en lind strøm på Six Degrees. På det tidspunkt havde den indisk-elektroniske verden i høj grad drejet sig om London og den engelske Asian Underground-scene, som havde kunstnere som Transglobal Underground med den senere soloartist Natacha Atlas som forsanger, Fun-da-mental, Talvin Singh, Nitin Sawhney og en række andre. Nu svingede fokus mod Cheb I Sabbah og hans venner, som inkluderede Laswell og brilliante nye grupper som Midival Punditz og tablamagikeren og produceren Karsh Kale. Og hvor Cheb I Sabbah selv i fineste form udsendte album som Krishna Lila. Her viste han alle facetterne i produktioner, der vil blive stående.

Jeg havde den glæde at hænge ud med Cheb I Sabbah i Essaouira i Marokko for nogle år siden. Her kom vi i samme lille pladebutik, og det var en fornøjelse at følge hans glubbende appetit på alt det nye. Trods hans mangeårige status var der ikke antydningen af stjernetripper i den spinkle mand, der hev cd'er ned fra hylderne. Og hvor ikke mindst sufimusikken i alle dens afskygninger optog ham. Senere den aften fik han hele stranden til at gå amok i dansen på en måde, som der stadig går frasagn om.

Da han blev syg formåede venner over hele verden at samles om hans hjem i San Francisco, samt ikke mindst samle et stort beløb ind til de lægeregninger, der kom i forbindelse med hans tre år lange kamp mod kræften. Støttekoncerter blev afholdt, og specielt en plade kom ud, hvor en række prominente venner trådte til og skabte stor musik. Blandt dem var Ustad Zakir Hussain, Natacha Atlas, Karsh Kale, Nitin Sawhney, The Midival Punditz, Kailash Kher, Azam Ali, Simon Shaheen, Cheb Mami, Amina, Mercan Dede, Vieux Farka Toure, Transglobal Underground og Bill Laswell. Og hele tiden gennem hele forløbet var manden den samme. Ikke bitter, men med en engels blide tilgang til livet og den død, der venter os alle.

En orange skygge står og sitrer i luften. Tilbage er kærligheden.

Dj Cheb I Sabbah (1947-2013) - Æret være hans minde!