Reportage: Til Pearl Jam i New York

Se masser af billeder fra koncerten og backstage i GAFFAs gallerisektion

Inden jeg har sat mig i sædet om bord på flyet til New York, er jeg kommet i snak med en entusiastisk nordmand, der fortæller, at han har købt lejlighed i Smallegade på Frederiksberg, at hans 16-årige søn (Julian Kristoffersen, red.) har skrevet kontrakt med FC København, er 197 cm høj og bliver den nye Andreas Cornelius. Desuden at han selv er en succesfuld, norsk forlægger. Vi vender bogbranchen kort, og det kommer på banen, at jeg har skrevet en bog om Pearl Jam. Forlæggeren finder de dybe panderynker frem, og han tilbyder mig nærmest på stedet at udgive bogen i Norge og spørger henkastet, om jeg tror, at norske Pearl Jam-fans vil købe den. "Det vil jeg", lyder det fra venstre, hvor et smilende norsk par i mellemtiden har sat sig på sæderne ved siden af mig. Det viser sig, at de er inkarnerede fans på vej til USA for at se bandet fem gange, mens døtrene på fem og otte bliver passet af fasteren hjemme i Sarpsborg.

Og det er langtfra første gang, de sympatiske nordmænd er ude som globetrottere for at se favoritterne. Chicago, PJ20 i 2011 og masser af ture rundt i Europa plus det løse. Det viser sig så, at de udmærket kendte bogen i forvejen, og de spørger mig, om jeg kender til et dansk seks timers radioprogram om Pearl Jam, der blev sendt få dage forinden. Det gør jeg. Situationen ligner til forveksling gentagne oplevelser, jeg har haft, siden jeg lærte bandet personligt at kende tilbage i det herrens år 1996. Nordmændene fortæller dagen efter på Times Square om lignende oplevelser, og som pigen Kamilla siger: "Måske er det 'meant to be'" – skæbnen.

De ligesindede dukker bare op ud af den blå luft over det hele. Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig på indersiden af andre gruppers fankulturer, men hvad angår Pearl Jam, er der en særlig dedikation og loyalitet. Fra Sarpsborg til New York. Eller for den sag skyld fra Valencia til Maui, som jeg tidligere har oplevet, sådan er det bare. Spiller Pearl Jam, så tropper man op, og mange tager med på hvert eneste show på turen. Fans, nomader, som vel nærmest er nutidens svar på Grateful Deads legendariske followers, "deadheads", som guitarist Stone Gossard tidligere har udtrykt det.

Vokser med opgaven

"Hope I die before I get old" og klagehymnen Young Man's Blues sang Eddie Vedders – og nok også samlet set Pearl Jams – største bandforbillede The Who tilbage i de glade 60'ere. Rocken var længe synonym med ungdom, men Keith Richards bliver 70 i december, og stilarten – om ikke så dominerende pt. som i andre epoker – har vist sig at kunne afspejle og reflektere hele livsforløb og ikke kun "teenage riot", for at citere Pearl Jams tætte venner i Sonic Youth. Pearl Jam var om nogen vrede unge mænd, da de kom frem i starten af 90'erne, men efter denne skribents – og mange anmeldere, bloggere og almindelige dødelige fans' – mening har Pearl Jam med det aktuelle album Lightning Bolt formået at vokse med både opgaven og genren. Lightning Bolt er ikke en plade lavet for og af teenagere – selvom mange af dem lytter med – men et voksent rockalbum, der fortsat er passioneret, brændende og intenst, men på en anden måde, end da Ten sammen med Nirvanas Nevermind satte dagsordenen for nu over 20 år siden.

Eddie Vedder mener fortsat hvert ord, han siger, og det er ikke kun de bløde værdier, der bliver besunget. Udfaldet mod hans stedfar – hold kæft den mand har fået nogle slag med årene – (moralen må være enten at behandle sine unger ordentligt eller satse på, at de ikke bliver rockstjerner) er bidende aggressivt på My Father's Son, men albummet ender nærmest spirituelt lykkeligt på den smukke Future Days. Der er håb forude, livet er godt. Stone Gossard har det store smil fremme, når talen falder på hans gode ven, bandets forsanger:

– Jeg ved ikke, hvad det er med Eddie. Jeg synes, han bliver bedre og bedre til at udtrykke sig. Bliver stærkere i sin lyrik og i den rytme, han har i sin vokal. My Father's Son er i øjeblikket min favorit på pladen, jeg elsker den intensitet, han har i sin vokal og den grad, han er i stand til at sætte ord på sine følelser og tanker, så det slår gnister. Der er stadig ild i Ed, og han bliver ved med at brænde.

Tæt på at gå i biffen

Sådan lød Stones kommentar over telefonen en uges tid før afrejse. Ord, der skulle give anderledes mening efter at have været vidne til – eller rettere deltage i bandets nærmest surrealistiske magtdemonstration over to aftner i nybyggede og til lejligheden udsolgte Barclays Center i Brooklyn, New York. Men det var lige før, det blev en meget lang tur for meget lidt. Grundet årelangt venskab med bandet, i stor grad Eddie Vedder, men allertættest Stone Gossard, ikke mindst bundet sammen af Roskilde-tragediens livslange efterspil, var jeg på forhånd lovet V.I.P.-behandling med ledsager. Men velankommet til spillestedet i god tid blev vi kastet fra den ene kø og indgang til den anden, og først efter flere samtaler med bandets hovedkvarter i Seattle fik vi endelig billetter med kurér ti minutter før koncertstart, og "backstage"-pas var ikke eksisterende.

Til gengæld var sædernes placering perfekt, bandet fuldstændigt forrygende, og publikum ubetinget entusiastiske. Men det var ingenting sammenlignet med, hvad der var i vente. Over en øl senere på aftenen, tikker der i øvrigt en sms ind fra Stone. Den lyder: "Hey, gik rundt og ledte efter jer bagefter. Hvor var I henne? Love you!" Hvor irriterende kan man lige være!

Hele pakken

Men dagen efter blev der taget revanche. Udstyret med personificerede, motherfucker-"All Access"-laminerede keyhanger-kort var vi klar til kamp. Inden koncerten stødte vi ind i den skarpe og snakkesalige bassist, Jeff Ament, der gennem årene, sammen med sin bror og Ed, har stået for hovedparten af bandets enorme artwork-produktion. Jeff fortalte, at vi kunne forvente syv gengangere fra gårsdagens koncert og 20 nye sange (der blev så lige rundet lidt op i kampens hede). Jeg ved, at det er sådan, det normalt forholder sig, men min "Pearl Jam-rookie" af en ledsager så noget måbende ud. Vi fik snakket Seattle, fælles venner, artwork (viste blandt andet Jeff et billede af et fem meter højt maleri af Lightning Bolt-coveret fra en husvæg fra hippe Willamsburg i Brooklyn, som han ikke kendte til). På bemærkningen om, at Pearl Jam pludselig igen er på alles læber og lister – Lightning Bolt gik nummer et på iTunes i omkring 50 lande, lød kommentaren fra den smilende, atletiske og muskuløse bassist:

– Det er sjovt, Neil (Young, red.) sagde en gang til os: "Først har du dine hardcore fans, så er de væk i en periode, hvor de får børn og så videre. Men hvis du holder ud, og deres børn i mellemtiden er blevet store, så kommer de tilbage og tager ungerne med.

Lydspor til livet

Nå, showtime for anden gang. Ikke for på nogen måde at forklejne oplevelsen for alle dem, der så bandet i Forum i 2012, men det er næsten som i Pulp Fiction, hvor forskellen mellem fodmassage og "eating her pussy out" forklares som "ain't the same fucking ballgame, ain't the same league, ain't even the same sport". Denne aften var i en anden kategori på alle måder. Jeg kunne ønske for samtlige GAFFAs 200.000 læsere – eller for den sags skyld alle beboere på jordkloden – selv om der nok var blevet lidt trangt, at de kunne være have været til stede denne aften.

Mens jeg står og skriger lungerne ud og bliver kastet gennem nye milepæle, spirituelle hymner, gamle klassikere og så vedvarende, hårdtpumpet rock'n'roll, at det er naturstridigt, tænker jeg på totalen af oplevelsen for publikum. Lydspor til livet, stribevis af emotionelle ord, der har brændt sig ind i sjælen på millioner: Vrede, afsky, had, ud-af-kroppen energiudladninger af en anden verden, og så den stemme!! Men først og fremmest, kærlighed, kærlighed, kærlighed.

Jeg har været fast og stabil koncertgænger siden 1976, det her er min 17. Pearl Jam-koncert, og der er ingen tvivl, det her er den bedste koncert, jeg nogensinde har set. Jeg får tanken: "Er det her den bedste koncert, der nogensinde er blevet spillet på planeten jorden?" Under det tre timer lange triumftog, der for 20. gang er ved at kulminere, reflekterer jeg over de ufattelige mange oplevelser, jeg har haft med det her orkester, siden jeg så bandet i Barcelona for 17 år siden, drak vin og trykkede hånd med Eddie Vedder for første gang. Roskilde 2000, rejsen til de pårørende med Stone, koncerter rundt omkring i verden og det hele. Alle disse år efter, hvor jeg denne dag står klos op ad den mest charmerende pige, man kan støve op i New York og omegn, tænker jeg bare: "Det her er mit liv – det her er mit fucking liv".

En tennisspiller og en guitarist

Efter koncerten er der trængsel i backstage-området, hvor lidt af en forsamling er stuvet sammen. Otte meter høje Dennis Rodman er der, han har husket samtlige piercinger, men har tilsyneladende glemt sin broder i ånden, Kim Jong-Un. Stone støder til, glad og rolig som sædvanlig, og kommenterer koncerten som "pretty good". "Pretty good", hvad fanden snakker du om?!! Der er: "Love you my friend, so glad you could make it og så videre", men en eller anden New Yorker-flab – kasketkarl som mig selv – presser sig på og vil i kontakt med (i øvrigt Wimbledon-entusiastiske) Stone. Jeg stikker lige manden klør fem og præsenterer mig selv som "tennisspiller", og han svarer "Ok, cool, jeg er guitarist". Han tror, min ledsager er Stones kæreste, men i fællesskab bliver de enige om, at hun er "just a person". I fyrens pas står der vist nok i øvrigt John McEnroe.

Som altid er der Fort Knox omkring Eddie Vedder, der de seneste to aftener har givet så meget af sig selv, at han skulle være fuldt tilgivet for intet at yde resten af livet herfra. Men han er ikke alene om at bære læsset, bedst illustreret ved en af hans mange kommentarer til publikum under koncerten:

– Vi startede som et femmands-band, så blev vi seks (Boom Gaspar, red.), og i dag var vi et 17.500 mands band, hvor det var jer, der trak den tunge del.

Take my hand – and my picture

Ed har tidligere givet mig sit mobilnummer, og han har fotograferet mine øjne med sit polaroid-kamera til vennearkivet (på samme måde som det vises i bookletten til Lost Dogs), men derfor kan han nu sagtens være helvedes svær at komme i kontakt med. Han er jaget vildt, og folkene omkring ham passer på ham og værner om ham. Men i rummet, der befinder sig i rummet, der er i rummet, står han glad, rolig og afslappet sammen med en flok venner, konen Jill McCornick og sin 9-årige datter Olivia. Jeg holder mig på afstand, men pludselig ser han mig, kommer mig prompte smilende i møde, siger overstrømmende: "Hey, my friend! So good to see you!", giver mig bamsekrammet og siger entusiastisk henvendt til min ledsager: "We all love him", og udtrykker også kort sin kærlighed til, og glæde for, kontakten med familierne til ofrene for Roskilde-tragedien.

Ed foreslår, at vi skal tage et billede sammen, ser et foto af min søn på mobilens screensaver, kommenterer: "he's so handsome. Just like his father – no surprise", (utroligt hvor skødesløse rockstjerner kan være med sandheden) hvorefter han smiler over hele femøren og holder hårdt fat om skulderen på mig. Tourmanager, Smitty tager billedet og har efterfølgende noget travlt med at vise os døren, venligt men bestemt, ikke Eddie selv. Det er kort og kontant, men for satan hvor det varmer, "can't find a better man".

Mere som os

Der er efterhånden tyndet godt ud i klientellet, Rodman er vel fløjet til Nordkorea, og McEnroe nok i gang med at øve skalaer, råbe af en dommer eller forbedre sin volley til en veteranmatch mod Connors. Men desto bedre, god og rigelig tid med jordbundne og gennemjoviale Stone. Der er pludselig kun os tre i rummet, og vi tager vores tid. Han viser billeder af sin seks uger gamle "kinesiske" baby, som han udtrykker det, og løfter sløret for, at Pearl Jam nok er tilbage på turné i Europa i juni 2014. Beskedenhed er en dyd, som Gossard mestrer, men han er glad for, hvor bandet er i dag.

– Jeg tror, vi alle synes, at Lightning Bolt lyder mere som os, mere end vi har gjort længe. Med alderen synes jeg, vi er blevet bedre til at arrangere sange, fremhæve det enkle, og Brendan (producer O'Brien, red.) har hjulpet os til at fremme klarhed i instrumenteringen, hvilket giver Ed bedre mulighed for at udtrykke sig. Der er ting, der er så voldsomme og intense, som da vi var 20 år gamle, men så har vi den form for visdom og det bredere perspektiv på livet, man får med alderen, der gør, at vi også kan have sentimentale refleksioner over livet og kanalisere en form for lykke. Og når de to poler forenes, det voldsomme og det smukke, over en række sange, så føles det som os, der hvor vi gerne vil være. Jeg synes, vi har fundet vores egen form for "klassisk rock", der helt sikkert er influeret af en episk artist som Springsteen, skønhed som i Simon & Garfunkel, men også kraften i Motörhead og punk. Vi kommer alle med input til det, der bliver det samlede hele. Du kan gøre uendelige ting med tre-fire minutters formatet. Den kreative proces i bandet udvikler sig og ændrer sig konstant, det sker, når man har fem komponister, og en fantastisk frontmand, der virkelig forstår at udtrykke sig verbalt og kontinuerligt udvikle perspektivet i sine tekster.

De heldige

Alt godt har også en ende, således også den forrygende omgang Pearl Jam i byen, der aldrig sover. Vi får givet Stone vinyler og cd'er med danske Wave Of Stone og Baby In Vain med på vejen, hvilket han indgående studerer. Vi får lige vendt og drejet verdenssituationen en sidste gang, hygget og grinet lidt, inden den obligatoriske farvelkrammer og et "vi ses igen, snart", inden han hopper ind i bilen med de tonede ruder på vej til hotellet.

"No sleep 'till Brooklyn", som Beastie Boys i sin tid brølede over AC/DC's riff fra T.N.T. Det var situationen på Barclays Center,hvor kærligheden eksploderede blandt band og publikum. "Hail, hail, the lucky ones, I refer to those in love", sang Eddie undervejs.

Hvad skal jeg sige, efter sådan en omgang føler man sig ganske enkelt heldig, og tør håbe på det bedste.

Stone Gossard om Onkel Neil:

I bookletten til Lightning Bolt står der "dedicated to uncle Neil", og den canadiske legende har da også spøgt i kulissen, lige siden Pearl Jam bragede igennem for nu over 20 år siden. Hele bandet – minus Eddie – var backingband for Mr. Young i midt-90'erne, de har optrådt sammen ved utallige andre lejligheder, og omtalte formidable Pearl Jam koncert i New York havde som adskillige gange før Rockin' In The free World blandt de mest medrivende ekstranumre. Men daGAFFA fangede Stone Gossard over telefonen inden afrejsen, tog vi ham lidt på sengen:

– Jeg har først lige set artworket til albummet, og den hyldest til Neil har jeg simpelthen overset. Men jeg står totalt bag den sætning. Jeg vil sige det sådan: skal man vælge en musikalsk mentor for vores band, så må det være ham. Selvom der ind imellem kan gå to år, hvor vi ikke ser ham, tænker vi på ham i alt, hvad vi gør. Han var foregangsmanden og viste den variation og den stædige individualisme, vi siden har stræbt efter. Ikke at tænke alt for meget over tingene, men bare elske hinanden i processen. Jeg kan fuldstændigt tilslutte mig den dedikation.

Se masser af billeder fra koncerten og backstage i GAFFAs gallerisektion