Den danske rapper springer ud som sanger på det 30 år gamle nummer ”Tik Tik”
Clemens har netop udgivet en ny single, som er en fortolkning af det gamle nummer "Tik Tik", der blev skrevet for 30 år siden af Kim Larsen til filmen "Midt Om Natten". Med sin coverversion betræder Clemens helt nye områder, hvor han blandt andet giver den som sanger og dermed bevæger sig langt væk fra den rapper, som han ellers er kendt som.
Valget af netop dette nummer har langtfra været tilfældigt, da Kim Larsen siden barndommen har været en af Clemens helt store inspirationskilder:
- Det er en ære overhovedet at få lov. Og det har været en interessant proces for mig at arbejde med en andens tekst. Det er som at adoptere et barn. For mig handler teksten meget om at forlade noget af det, jeg engang stod for som både menneske og musiker, siger Clemens og udstikker en retning for sig selv:
- Topmålet for min succes vil være, hvis jeg kan skrive sange, som man ikke lige havde set komme. Det er min grund til at være. Det betyder meget for mig, hvis en sang gør forskel i folks liv. Ligesom en murer kan lægge sig i graven og sige: 'Jeg byggede det hus!' Mine sange bliver større end mig og mit liv, hvis bare én sang rykker noget i en andens liv.
"Tik Tik" er singleforløberen til Clemens ep "Fire Sæsoner Del 2", der er en del af de i alt fire ep'er, som Clemens udgiver i den kommende tid. Første del udkom tilbage i april i år.
Hør Clemens fortolke Kim Larsens "Tik Tik" her: