x

Earl Sweatshirt til Danmark

Earl Sweatshirt til Danmark

Der har været flere aflysninger fra Earl Sweatshirts side i løbet af sommeren. Blandt andet skulle han have optrådt med sit musikkollektiv Odd Future, eller rettere Odd Future Wolf Gang Kill Them All, i Vega den 27. juni i år, men var sygemeldt, da Tyler & co. indtog Store Vega den sommeraften. Den 19-årige rapper var ydermere på opdragelsesanstalt, da Odd Future indtog Roskilde Festival i 2011. Nu giver han dog to danske koncerter, henholdsvis i Pumpehuset den 10. marts og på VoxHall i Aarhus den 11. marts.

Earl Sweatshirt er af mange betragtet som den dygtigste rapper i Odd Future-slænget og på trods af sin unge alder. Som soloartist har hans karriere hurtigt taget fart. Hans solodebut "Doris" udkom 20. august og har modtaget god kritik. GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr gav pladen fire ud af seks stjerner under overskriften "Debut fra en gammel lyriker i en ung rappers krop - med plads til musikalske forbedringer." Hun uddyber:

"Endnu et album fra et af medlemmerne af Odd Future-kollektivet - denne gang fra gruppens yngste medlem: 19-årige Thebe Neruda Kgositsile, bedre kendt som Earl Sweatshirt. Den unge rapper, der ikke bare skal bære byrden af at være omtalt som den måske mest talentfulde fra hiphop-kollektivet, men også være søn af den anerkendte sydafrikanske digter og politiske aktivist Keorapetse William Kgositsile aka Bra Willie. Ikke så mærkeligt, at et af temaerne på sønnikes album er 'bare jeg dog kan indfri forventningerne'."

Earl Sweatshirt er i øjeblikket i gang med sin egen headline-tour, der altså bringer ham forbi Danmark til foråret. Billetter kan findes via GAFFA Live, når billetsalget starter den 21. november.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA