Nyhed

Voice-vinder Em udgiver single med hjælp fra L.O.C.

I samarbejde med sin coach har dette års Voice-vinder udgivet sin første single

Bag kaldenavnet og kunstnernavnet Em gemmer sangerinden Emilie Päevatalu sig. Hun er født og opvokset på Christianshavn og har sunget og skrevet sange det meste af sit liv. Hun er nu aktuel med sin første single, efter hun vandt TV2's store sangkonkurrence The Voice sidste år i november. "Dumsmart" er titlen, og sangen er blevet til i samarbejde med coachen, L.O.C., der har hjulpet sangerinden videre fra tv-konkurrencen.

Arbejdet på debutpladen blev påbegyndt umiddelbart efter sejren. Emilie Päevatalu og L.O.C. samarbejdede efter eget udsagn så godt, at de ufortrødent fortsatte, og sammen har de co-skrevet en række af albummets numre, der alle er produceret af L.O.C.'s faste producer Es i det studie på Frederiksberg, hvor også de seneste L.O.C.-album er blevet til. Om singlen siger sangerinden selv:

– "Dumsmart" handler om den her fyr, der fører sig frem. Sangens jeg-person er den pige, der er blevet dumpet af ham til fordel for en anden pige. Men han er en af de her fyre, der har det hele i munden. I virkeligheden er alle trætte af ham. Omgivelserne synes, han er en idiot, og det er gået op for pigen, at hun kun kan være glad for at være sluppet af med ham. Piger: Lad være med at finde jer i de her smarte fyre, der kan vikle kvinder rundt om deres lillefinger og bestemme, hvornår han vil være kæreste, og hvornår han ikke vil. Det er ikke sundt eller godt at lade sig blive gelejdet rundt af andre.


Albummet udkommer i første halvdel af 2014 og har fået titlen "Galionsfigur." Ifølge en pressemeddelelse kredser flere af sangene om mange pigers tendens til at prøve at få alt til at se godt ud, selv om det ikke er det – at beskæftige sig med overfladen og skabe et glansbillede, der krakelerer, når man ridser lidt i overfladen.

Hør "Dumsmart" her:


ANNONCE