Nyhed

Deltag i ny europæisk band-konkurrence

Vinderne af “Shure Call for Legends” får blandt andet mulighed for at spille på Montreux Jazz Festival samt indspille ep med anerkendt producer

Shure, som er leverandør af mikrofoner og lydelektronik, har arrangeret en ny band-konkurrence, hvor alle europæiske bands, der står uden plade- eller publishingkontrakt, kan dyste om en række fordelagtige præmier. Førstepræmien er i år Shure-grej for 3.000 euro, en koncert på en af de fri scener ved Montreux Jazz Festival i 2014 og endelig tre dages indspilninger i London-studiet Kore (på billedet, red.) med producer/tekniker Chris Kimsey ved knapperne og mikser-pulten. Det hele munder ud i en færdig ep med vinderne af "Shure Call for Legends"-konkurrencen.

Tilmeldingen til konkurrencen åbnede allerede den 7. oktober og fortsætter til og med den 27. december. Ønsker man at deltage, skal man uploade et nummer samt en kort video-biografi via Shures konkurrenceside. Finalisterne udvælges af Shure, hvorefter vinderne udvælges af et panel bestående af Chris Kimsey, Peter Frampton, som blandt andre har arbejdet sammen med Duran Duran, Matieu Jaton, som er direktør for Montreux Jazz Festival Foundation i Schweiz samt Antonie Erroll, A&R-chef ved Universal Music Group i Holland.

"Musikbranchen kan kun overleve, hvis vi støtter de nye talenter, og derfor glæder jeg mig meget til at høre bidragene til konkurrencen. Jeg lytter specielt efter nyskabende bands, som er kreative og har noget virkelig originalt at byde på," udtaler Chris Kimsey.


Matieu Jaton tilføjer: "Gennem næsten et halvt århundrede har Montreux Jazz Festival været en platform, hvor kunstnere kan udfolde sig, fra nye talenter til etablerede navne, fra jazz til rock og alle stilarter derimellem. Vi er meget stolte over at være en del af denne fantastiske konkurrence, som giver den næste generation af kreative musikere en mulighed for at slå igennem."

ANNONCE