Nyhed

P6 Beat Rocker Koncerthuset klar med program

DR's rock-radiokanal har offentliggjort de sidste navne, når dørene slås op til en lang aften i musikkens tegn

For andet år i træk afholdes "P6 Beat rocker Koncerthuset," hvor radiokanalen 7. december præsenterer et line-up af topaktuelle kunstnere for et stort musikelskende publikum. På bedste festivalvis indtager de forskellige kunstnere alle fem scener i Koncerthuset, og så kan publikum selv vælge, hvem de vil opleve.

Alle Koncerthusets scener tages i brug – fra den åbne Foyerscene i Studie 1 til det lille, intime Studie 3 og ind i den helt store Koncertsal. Aftenen byder på aktuelle P6 Beat-kunstnere som allerede annoncerede Baby In Vain, De Høje Hæle, The Minds Of 99, Hymns From Nineveh (solo), Spids Nøgenhat, Ponyblod, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Troels Abrahamsen, Jonathan Johansson, Ulige Numre, Peter Sommer, WhoMadeWho, Kenneth Bager og Djuna Barnes, og så vil Sune Wagner fra The Raveonettes og Steen Jørgensen fra Sort Sol indgå i et musikalsk samarbejde specielt til aftenen.

Et af de nye navne tæller tyske pianist og komponist Nils Frahm, der er en god kending af danske koncertgængere, da han sidste år spillede på både Roskilde Festival, Spotfestivalen og i Koncerthuset. Det bliver for flere et glædeligt gensyn med den 30-årige berliner, der har fået flere spændende danske musikalske legekammerater i både Mikael Simpson, Marybell Katastrophy og Efterklang, hvor han medvirkede på flere numre på deres album "Piramida" fra 2012. 


Sidste navn på plakaten er Karl William, der efter udgivelsen af sin første ep er blevet kaldt et r&b-talent af Politiken, men hiphoppen strømmer også igennem det unge talents musik. Den 18-årige aarhusianer, der først er begyndt at rappe for et halvt år siden, blander genrer og stemninger på ganske interessant vis i en legende og underfundig produktion.

Karl William er et temmelig ubeskrevet blad, som bliver spændende at følge. Senest har han medvirket på Flødeklinikkens nyeste ep. 

Det hele kommer til at foregå lørdag den 7. december. Billetten giver adgang til fem scener og 13 koncerter, der spænder over syv timer – arrangementet sendes i øvrigt i radioen, så har du ikke mulighed for at deltage, kan eventen opleves hjemmefra. Billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live.


Se lineuppet i overskuelig form her:

* STEEN JØRGENSEN & SUNE WAGNER
* JONATHAN JOHANSSON
* NILS FRAHM
* KARL WILLIAM
* PETER SOMMER 
* ULIGE NUMRE
* WHO MADE WHO
* SPIDS NØGENHAT
* PONYBLOD
* BABY IN VAIN
* MINDS OF 99
* DJUNA BARNES
* DE HØJE HÆLE
* KENNETH BAGER
* TROELS ABRAHAMSEN
* HYMNS OF NINEVEH (solo)
* KIRSTINE STUBBE TEGLBJÆRG
 
ANNONCE